Det har altid undret mig, at dansk fjernsyn i stedet for den kedelige tv-serie om brygger Jacobsen ikke drejede en spændende om billedhugger Thorvaldsen. Bertel Thorvaldsen, vidunderbarnet fra de små kår, er manden, som med sin konjekturbestemte kunstproduktion bliver Danmarks første moderne billedkunstner, stort set leveringsdygtig i alt inden for periodens smag, fra Jason med det gyldne skind, Jesus med tolv disciple, tre gratier, over diverse grever til en døende kongeløve på en bjergside. Dameglad dandy Og Bertel i Rom har alle de træk, som gør den slags kunstnerisk leben til oplagt melodrama: Genial, dameglad, døgenigt, dandy og ikke mindst et dumt svin over for kvinder, venner og fjender i en epoke med revolutioner, 1800-tallets krige og Europas kejsere og konger. Og så ender det hele godt, Bertel kommer hjem og dør gammel i gårde og mæt af dage en aften i Det Kongelige Teater, mens hans museum bygges. Man kan næsten høre filmmusikken af Ennio Morricone og se Mads Mikkelsen i hovedrollen; ikke et øje er tørt over en mand, som elskede mere inderligt end klogt. Amen. Romantikkens drømmebilleder Steen Bach Christensens 'Hvide skygger 'er netop en sådan underholdende kunstner- og kærlighedsroman. En farverig fortælling, hvor især det intime og inderlige, alle kvinderne og så den eneste ene, måske moderen til sønnen, som drukner i Tiberen, er den røde og rodede tråd i den sprælske og succesfulde karriere hos kunstneren, som aldrig giftede sig og altid var klar til at forlade sin seneste erobring for en ny. Bortset fra lidt tåge omkring Thorvaldsens fødselsår er hans liv ganske godt dokumenteret. Men selvfølgelig ikke sindet hos denne lidt gådefulde mand runden af rationalismens frisind, men leveringsdygtig i romantikkens drømmebilleder fra restaureret royalisme til klæg kristendom - arbejdersønnen egentlig uden andre egenskaber end den monumentale at kunne kreere mennesker i ler og marmor. Moderniteten ladt i stikken Christensen ordner det indre liv og dets dokumentariske mangler ved at lade sin hovedperson drømme mange sære drømme som spejl for en mulig psykologisk konflikt, et trodsigt sorgarbejde eller en spontan anger. Fair nok i en roman, men alligevel også på bekostning af det ydre liv ved den latente republikaner, som uden at blinke kunne skabe fyrster til hest. Moderniteten ved Thorvaldsens skæbne, hans nærmest 'fabriksagtige' og markedsorienterede atelier nede i Rom med ordrebogen konstant fuld, lades lidt i stikken for de mere romantiske klange mellem de mange kvinder i og uden for Rom. Såsom af og til-affæren med den druknede søns og senere datters moder, Anna Maria, den skotske spinster Frances, som han kynisk fyrede, og så knibske Fanny, som han kneppede med en frihed, som må have været en vederstyggelighed i den biedermeierkultur, som ret beset udgjorde hans kundekreds. Ven med H.C. Andersen, hvilket bogen også giver en skitse af, men altså også ven med mere revolutionære kunstnere såsom engelske Byron og franske Stendhal. Ja, mens Tosca kaster sig ud fra Engelsborg, må Thorvaldsen en kilometers penge længere væk have hugget løs på en sten! Alt i alt er 'Hvide skygger' dog både en lang og spændende historie. Med stor pensel, stor kærlighed og stor kunst, megen sex og megen svig. Men i mine øjne også med alt for lidt historie, den store altså, den med Napoleon og hele molevitten.