Uhygge efter Suzukimetoden

Lyt til artiklen

Japansk uhygge har pustet nyt liv i den genre, hvor det som et minimum gælder om at få de små hår i nakken til at rejse sig. De japanske gyserfilm bliver store succeser i første omgang og derefter endnu større hits som amerikanske remakes. Der er tale om film som 'The Ring' ('Ringu'), 'Dark Water' og 'Ju-on' ('Forbandelsen') og dermed også om fortællinger, der er lavet efter Suzukimetoden. Nærmere betegnet Koji Suzuki, der ikke blot har skrevet bestselleren 'The Ring', men også novellesamlingen 'Dark Water' ('Honogurai mizu no soko kara'), hvorfra fortællingen 'Floating Water' nu igen er blevet filmatiseret. Om godt en uge får 'Dark Water' premiere i en amerikansk version instrueret af Walter Salles. Japansk Stephen King Som så meget andet godt fra Japan har 'Dark Water' fra 1996 været nogle år undervejs til det engelsksprogede marked. Men er man til uhyggelige fortællinger, har 'Dark Water' rigeligt været ventetiden værd. Suzuki er blevet kendt som den japanske Stephen King, men disse stramme, små, naturligt strømmende fortællinger dufter nok så meget af Edgar Allan Poe. Flydende grænser De syv fortællinger - otte med rammehistorien - er tematisk forbundet af vand. Vand, der strømmer, drypper og rummer mørke hemmeligheder i sit dyb. Vand er elementet, der leder uhyggen og fører skæbnen med sig. Men det er ikke hvilket som helst vand. Inklusive afløb og tilløb er det helt konkret vandet i den stærkt trafikerede og ikke specielt rene Tokyo Bugt, der binder 'Dark Water' sammen. Hvad er så Suzukis metode? Rammen er så hverdagsagtig, som tænkes kan. En enlig mor i en moderne etageejendom i den billige ende føler en uforklarlig tilstedeværelse i vandet fra hanen. En fordrukken og voldelig fisker fanges i sin egen åleruse. En menneskeskabt ø få stenkast fra storbyen viser sig at gemme på en hemmelighed. To amatørhuleforskere følger en underjordisk flod på en fatal weekendudflugt. Men hvor man i den gotiske fortælling ofte ville gå efter chokeffektens kontrast i mødet mellem det såre genkendelige og det overnaturlige, er det typisk for Suzuki, at grænsen mellem det realistiske og det overnaturlige er flydende som vand. Det er ikke engang sikkert, at det uhyggelige er overnaturligt. Men det kan lige så godt være det. Gotisk realisme Det bliver taget for givet, at de levende og de døde eksisterer side om side i verdener, der en gang imellem overlapper. Der kan være tale om et hævnmotiv eller et tilfælde. En abstrakt ond vilje eller en voldsom længsel eller frustration kan overskride grænsen. Det ligger i luften, at grænseoverskridelsen kan fremprovokeres fra begge sider af barrieren. I rammefortællingen etableres diskret en række små altre langs en sti med udsigt over havet. Forfædretilbedelsen er ikke begravet med mange spadestik, hvis den overhovedet er dét. Det er herfra, den særlige realisme i 'Dark Water' stammer. En slags gotisk realisme med en udpræget sans for det menneskeliges dilemma, der er blevet en egenartet japansk genre. Her har gyset en egen elegant selvfølgelighed, der ligger temmelig langt fra den rallende, overspændte, kulørte fantasifuldhed, der på vores breddegrader er hovedleverandør af gys og gru.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her