En decemberdag i 1778 sad en flok unge mænd af forskellig nationalitet og skændtes i Wien. Talen faldt på farlige bøger. Tyskerne mente, man skulle holde sig fra den slags. Nej, sagde englænderne, det er kun dem, der lever højt på folks uvidenhed, der kan finde på at advare mod Rousseaus samfundspagt eller Voltaires afhandling om tolerance. Hjem til dagbogen Ved samme bord sad den 29-årige teolog Andreas Hviid og gjorde store øjne. Han hviskede advarende ord til den ene af de oplyste englændere - som viste sig at være irsk katolik - men til ingen nytte. Common sense lader sig ikke udrydde, fnysede den engelsktalende og svor, at hvis nogen ville forhindre ham i at sige sin mening, ville han slå dem ned som hunde. Den unge dansker holdt sig uden for skænderiet, men gik hjem og noterede det i sin dagbog, hvor han også lod forstå, at han mest holdt med 'englænderen'. Før Baggesen Når de folk er mere oplyste, er det nok, fordi de rejser meget og ser, hvor forskellige folk er, lod han også sin dagbog vide. Han ville gerne selv have rejst til England, men havde brugt sine rejsepenge op på kontinentet og måtte vende næsen hjem. Rejsedagbogen udkom i 1787, året før han døde, kun 38 år gammel, og to år før den yngre og mere velskrivende Jens Baggesen tog på den Europarejse, der blev til 'Labyrinten'. Larmer ikke op med meninger Det er klogt af de tre udgivere, der nu haler Hviids dagbog ud af 'Labyrinten's skygge, at de ikke prøver at blæse den op til Baggesens niveau. Dér befinder den sig ikke. Hviid har svært ved at skildre scener, så de bliver levende. Han har heller ikke særlig markante meninger. Mens Baggesen for eksempel fnyser over tidens gængse antisemitisme, deler Hviid den langt hen ad vejen. Men at Hviid ikke blander sig i tidens spørgsmål, gør til gengæld hans bog til en værdifuld dokumentation af, hvordan de spørgsmål lød på tidens lærdomssæder, navnlig i det ret moderne Göttingen og i det stokkonservative Wien. Fordi han selv ikke larmer op med meninger, er der tilstrækkelig stille i hans dagbog til, at man kan høre andres. Religionshad som en art raseri Ved det tyske universitet får Hviid Hogarths satiriske tegninger at se. Her hører han, at Luthers oversættelse af Paulus' epistler mange steder er uden hoved og hale, og må efter at have citeret og undersøgt nogle eksempler erklære sig enig. Modigt af en dansk lutheransk teolog, der skulle hjem og være professor i teologi ved Københavns Universitet. Her hører han også respektfulde ord om den oplyste preussermonark Frederik den Store. Kort sagt, vi møder glimt af et så småt oplyst Europa, som det tog sig ud uden for Oplysningens centre. Vi møder på disse dagbogsblade en ung mand, der ikke belærer, men hellere fortæller, hvordan han selv er blevet belært. »Denne samtale,« slutter han et af de mange referater, »har gjort mig mere tolerant end tilforn, thi nu forekommer religionshad mig som en art raseri«. Sådan en mand får man let tillid til og sympati for. At han både har svært ved at skrive, så ordene danner skikkelser, og at gøre sig færdig, når tankerne er sluppet op, må man så tage med i købet. Forfatter med fordomsfri nysgerrighed De tre mænd bag udgaven, Harbsmeier, Mechlenborg og Petersen, har gjort et fint stykke arbejde. Oplysningerne i indledning og kommentarer er knappe, men fyldestgørende, især på det teologiske område. Og selve bogen som ting fortjener et ord med på vejen. Ikke mange forlag investerer så gedigent håndværk, som det Vandkunsten her har viet Hviid - i en bog, der er for lille til at pryde kaffebordene. Den bog er lige så god for hænder og øjne, som dens forfatters fordomsfri nysgerrighed er for sindet. Også selv om han er lang i spyttet.