Svenske Klas Östergren kan skrive »belletristik«, som en ældre herre i romanen siger, »et gammelt hæderligt håndværk«. Den gamle har selv arbejdet »hele livet i de kongelige ridestalde«, lyder de sidste ord i bogen. Der 244 sider tidligere begyndte med sætningen: »Kun et stenkast fra de kongelige ridestalde i Stockholm lå der før i tiden en spilleklub«. Selvdisciplin Den slags sløjfer kan man binde, når man behersker skønlitteraturens håndværk (Klas Östergren har stor erfaring: Han debuterede som 20-årig for 30 år siden; denne ny roman er hans 15. bog), og bl.a. dermed binde 'Tre portrætter' sammen til én grumme intelligent roman - om tidsånden og dens forhold til »belletristikken«. Ikke tilfældigt bruger Östergren den betegnelse, for portrætterne er i den selvdisciplineret rationelle, men også målbevidst digressive stil, hvor fortælleren bl.a. reflekterer over sin egen rolle som bifigur og tilskuer. Som i det tidlige 1900-tals central-europæiske kortprosa med essayistisk hældning - Benn, Zweig, Singer o.m.a. Ulidelig kernefamilie Til gengæld er portrætterne alle tre revet direkte ud af en tidsånd fra dette ny årtusind: Den kvindelige EU-parlamentariker, som bliver offer for/vidne til et bankrøveri, men snart også mistænkt på grund af en mulig - telepatisk? - kontakt med røveren; tunnelbanefunktionæren, der punktligt overholdt vagtskema og køreplan, fordi (!) han først oplevede livsfylde på sit livs sidste dag; og den forfatterkollega, der skrev tv-sæbeserier, men var ved at gå fra forstanden, da han skulle skrive om sin egen målgruppe: livet i en vellykket gennemsnitlig middelklasseprovinsfamilie: »De er så fine. De er så gode. Der er ikke en sprække ... Der er intet at sige om de mennesker«. Dyrebar smerte Fortælleren har selv en beskeden aktiepost i de tre portrætteredes liv: Han skulle selv have løst den umulige opgave, han har pudset soap-forfatteren på; med parlamentarikeren har han haft en affære og desuden spillet hasard sammen med hendes mand, og han har engang lejet et værelse hos T-banemanden og lært årsagen til hans livslammelse at kende. »Den uslebne, rå smerte er det dyreste grundstof, der nogensinde er fundet«. »Vi ved, at den findes, overalt imellem os, i hvert eneste menneske, vi ser, men den er svær at nå frem til, indvævet som ambraen i en kaskelothval«, lyder det i en prosa, hvis balance mellem skønhed og nøgternhed Pia Juul lydhørt har bevaret på dansk. Livsnødvendig lidelse Den smerte, som livet byder os at skjule, søger litteraturen så netop med en ihærdighed som kaptajn Ahabs i jagten på kaskelothvalen Moby-Dick. Den kan ikke leve uden, erkender Östergren og hans medskyldige fortæller. Og viser os med sin let omstændelige, men mesterligt pointerede »belletristik« smertepunktet i selv det mest paralyserede moderne liv, enten vi så bedøver os med ætermedier, politisk magt, ludomani eller dagliglivskøreplaner.