I begyndelsen fremsagde denne anmelder følgende sindsoprettende mantra fem, ti, femten gange per side: Dette er ikke stor kunst, men det foregiver Sophie Kinsella jo heller aldrig. Hun vil bare underholde sit unge kvindelige publikum, sig efter mig: D-e-t-t-e e-r u-n-d-e-r-h-o-l-d-n-i-n-g tilsat et budskab, der må varme mangt et længselsfuldt kvindehjerte, især da hvis det banker for mænd. Nemlig at den betingelsesløst elskende, stenrige og topvirile mand findes derude, selv for det største kiks af en kvinde, der skiftevis slingrer på slap line og falder på halen hele vejen i mål. Motorvejslæsning »Men elskede«, vil Mr. Right bare mumle med en spændstig rød rose mellem læberne, »løb du bare ud ad enhver tåbelig tangent. Jeg holder af dig, præcis som du er«. Og hvem kan i grunden stå for dét? I hvert fald ikke denne anmelder at dømme efter læsehastigheden, der hurtigt sneg sig op på mindst 220 og blev der. For er der én ting, Sophie Kinsella mestrer til ug med kiks og slangekrøller, er det at banke et pixienkelt, men virkningsfuldt plot sammen, der griber læserens øjne i farten og nægter at smide dem af. Inderlige og yderlige bekendelser Vi følger antiheltinden Emma Corrigan, 24 år, marketingassistent i læskedriksproducenten Panther Corporation og ikke just den skarpeste kniv i skuffen. For at sige det mildt. Men med en forstyrret charme a la Bridget, en kækhed a la Mie fra 'Far til fire' og et ærligt hjerte af guld, som Brødrene Grimm ikke kunne have udpenslet bedre. Til ingens overraskelse går alt, hvad der kan gå galt, gruelig galt på Emmas første forretningsrejse, inklusive hjemturen i et fly, der er ved at styrte ned, og i panikangst betror hun sin ukendte sidemand sine inderste og yderste hemmeligheder. I størrelsesordenen »jeg har aldrig gjort mine forældre stolte«, »jeg vejer 58,5 kilo. Ikke 53 kilo, som min Kendukke af en kæreste tror«, »jeg hader at gå med g-streng«, »når min kollega er for rædselsfuld, vander jeg hendes væddeløberplante med appelsinjuice«, »jeg elsker sød sherry«, og »når min kollegaveninde siger »kan vi lige kigge på de her tal, Emma?«, betyder det, »skal vi lige smutte ned i Starbucks?«. Og så videre og så videre. Dameblads-filosofi Men chok! Nogle dage senere dukker flyveturens lyttende ører op på Emmas arbejdsplads, og de tilhører langtfra Hr. Hvem som helst, men firmaets stenrige grundlægger, Jack Harper, og lynsnart udviser han alt andet end professionel interesse i Emma. Eller gør han? For hvad er hans bagvedliggende motiver i grunden? Det kan man filosofere over på damebladsniveau sammen med Emma og hendes skabelonagtige veninder, imens forviklingerne eskalerer, Emmas hemmeligheder siver, og Jack klarer ærterne på sin egen måde. Dybt er det langtfra. Acceptabelt er det heller ikke just, at Den Store Verdensmand ordner Sekretærkvinden og hendes småproblemer, som var vi tilbage i 1950'erne. Men underholdende? Ja, desværre. Er man efterhånden ved at løbe småsur i Kinsellas signaturkarakter, shopaholic'en Rebecca Bloomwood, kan man uden problemer skifte til Emma Corrigan og fortsætte læsningen.