Den belæste, pensionerede forsikringsagent Nathan Glass er kørt fast i livet. Hans kone har forladt ham, og deres fælles datter har han stødt fra sig. Som en såret hund vender han hjem til Brooklyn for at dø. Skæbnesvanger tilfældighed Men han er udstyret med et særdeles godt snakketøj og en enestående evne til at jokke direkte ud i mulighedernes spinatsuppe. Et tilfældigt møde med den overvægtige dorske nevø Tom Wood, der engang var så lovende en litterat, siden taxachauffør og nu en desillusioneret medhjælper i et antikvariat, giver Glass indskydelsen til at gribe fat ved livets rod og spille navigatøren i et oprørt hav af menneskeskæbner omkring Park Slope-kvarteret i Brooklyn. Dårskab og ordspil Ikke alle går fri af skærene, men Glass får undervejs stof til sit encyklopædiske bogprojekt: At samle anekdoter over menneskelig dårskab; pinligheder, fejltagelser, falden på halen og fortalelser - som f.eks. den gang han kom til at bestille en chilled greaseburger. Hvis man er til falds for den slags ordspil (det er jeg), så er 'Brooklyn dårskab' en bog, man ofte griner højlydt over. Lystig skæbnefortælling For nok er fortællegrebene klassisk Auster: En dag krydser man endelig gaden, en dag kan bilen ikke starte, og en dag falder byens tårne ned. Skæbnen spiller terninger, og fortællingen vendes konstant af små og store uventede tildragelser. Men der er for Auster usædvanligt mange personer i denne roman, og det medvirker måske til at gøre den lysere og lystigere end de ellers nok så fremragende skæbnefortællinger om enlige mænds utrolige eventyr, der dominerede den første og mest dystre halvdel af forfatterskabet. Litterær filmfreak Der diskuteres som altid masser af litteratur undervejs, og Kafka og Poe er stadig blandt yndlingsemnerne, deres værk og liv vendes flere gange undervejs, mens man blandt bogens tarveligste bipersoner finder en ubelæst filmarbejder ved navn James Joyce. Den slags hører også med til bogens farceagtige humor. Auster er jo lige så meget filmfreak som litterat, så også filmfarcens mestre Chaplin, Marx Brothers og Buster Keaton er blandt de eksplicitte referencer. Trækkene fra farcegenren med dens store persongalleri, de mange plottwist og den sproglige oplagthed giver tilsammen romanen en fornemmelse af en slags kulturelt dannet soapopera. Advokat for bedrageriet og livsløgnen Hvis man synes, det lyder forfærdeligt, er man hermed advaret, men gennem fortælleglæden og humoren strømmer også en tro på fortællingen som en livskraft hinsides virkeligheden. 'Brooklyn dårskab' er et argument mod eksistentialisternes krav om 'egentlighed'. Som den eksistenstænker Auster også er, er bogen et herligt litterært forsvar for brug af falskneri, bedrageri og livsløgn som en storslået menneskelig gestus over for virkelighedens tomrum. Nevøen Tom Wood fortæller således under en køretur om Kafka og dukken. Under en spadseretur i en park mødte Kafka en lille utrøstelig pige, der havde mistet sin dukke. Kafka hævdede, at han vidste, hvor dukken var, den var slet ikke blevet væk, men stukket af hjemmefra. Han havde et brev liggende derhjemme fra dukken, som han ville læse for pigen. Hver dag i tre uger mødtes han med pigen og læste nye breve op, om hvad dukken havde oplevet, indtil han sidst måtte skrive, at hun var blevet lykkelig gift og aldrig mere kom hjem.