For at en kunstig jordsatellit kan gå i bane om Jorden, må den nå den første flyvehastighed, som er omkring otte kilometer i sekundet. Ved anden flyvehastighed, elleve kilometer i sekundet, kan et fartøj slippe ud af Jordens gravitationsfelt og nå andre planeter i solsystemet. Ved tredje flyvehastighed, som er sytten kilometer i sekundet eller godt tres tusinde kilometer i timen, kan man forlade solsystemet og rejse videre til andre verdener. Fortællestil slører historien Lotta Lotass' roman om det sovjetiske rumprogram fortælles fra et sted, som må være nået ved hjælp af denne tredje flyvehastighed, altså fra en anden verden. En verden befolket af kosmonauter, der bevæger sig som skygger i kanten af synsområdet eller taler som stemmer i et kor. Der er helte og tragedier mellem hinanden. Jurij Gagarin, verdens første mand i rummet, er der, men også Valentin Vasiljevitj, der brændte op i et trykkammer, og Vanja, der hviler ensomt i Drømmenes Hav. Det er en fortælleposition, som er 'efter', selv når der tales i nutid, og som smager af melankoli. Til at begynde med er det forvirrende. Man kan ikke få hold på, hvem der har ordet. 'Jeg' og 'han' hopper rundt på linjerne, og synsvinklen skifter hurtigere, end hjernen kan følge med. På et tidspunkt begynder det dog at give en slags mening. Det er, da 'Jernjomfruen' kommer ind i billedet, en lille metalkiste, som kan hvirvles rundt i tre retninger på én gang, mens alle kosmonautkandidatens nervefunktioner måles. Aha! Det er måske samme form for forvirring, Lotta Lotass vil hensætte sin læser i. Fra da af er det lidt mere i orden med den besynderlige fortællestil, der gør, hvad den kan for at sløre historien. Arm i arm med Khrusjtjov Efterhånden bliver det faktisk rigtig okay. 'Tredje flyvehastighed' er en roman, der vinder ved nærmere bekendtskab. Den bliver en stemning, man går ind i, fyldt af øjebliksbilleder, der sætter sig fast. Rumhundenes rædsel. Vægtløs ribssaft på tube. Bortløbne fanger, der er frosset fast til jorden i Sibirien: »de var så almindeligt forekommende, at de kaldte dem vintergækker«. Blandt stemmerne i kosmonauternes kor er det især den, der tilhører Ørnen alias Gherman Titov (hans navn nævnes ikke i bogen), der skiller sig ud. Titov blev den anden mand i rummet, og hvor Gagarin fløj 108 minutter, blev han deroppe i mere end 25 timer og så 17 solopgange. Sammen blev de helte i Sovjetunionen (Gagarin var helt nummer 11.175 og havde eget postnummer) og blev vist frem på Den Røde Plads arm i arm med Khrusjtjov. Lotass' kryptiske favntag Som Lotta Lottass skildrer Titov er rumflyvningen det, der overhovedet retfærdiggør hans liv, der begyndte i fattige kår i Sibirien (eller var det nu ham?). Han identificerer sig med sit land og sit folk og dedikerer glad sin flyvning til »Kommunistpartiets Toogtyvende Kongres«. Men et land, der kræver helte, kræver også ofre. Navnløse, ofte hemmelige. Unævnelige. Det er dem, Lotta Lottass vil give stemme med sin fortællestil. Man kan selvfølgelig diskutere, om hun gør den sovjetiske rumhistorie en tjeneste ved at fortælle den med antydningernes kunst. Ambitionen er helt klart at tilføre stoffet poesi. Ingen, ikke engang en kosmonaut i en stilhedstank kan klare sig uden. Men nogle gange virker det, som om bogen ville være lettere at læse, hvis man kendte historien i forvejen. Og der skal nok være de læsere, der ikke har tålmodighed til at vriste den ud af Lotta Lotass' kryptiske favntag. Men giver man sig hen, er der meget at hente. Rummet er stort.