I 1905 er København under forvandling. Nye, dårligt byggede kvarterer beregnet til arbejderne skyder op rundt omkring, mens der i andre, finere kvarterer bygges stort og flot til de rige. Og på Christianshavn i ældgamle og endnu dårlige huse bor en del mennesker, som er sig bevidste som både christianshavnere og arbejdere. Klassebevidst familie Her bor også den gæve, om ikke smukke så dog interessant udseende Julie, der arbejder som stripper - nej, ikke sådan en stripper, men én, der stripper tobaksblade på Hirschsprungs tobaksfabrik. Julies familie er klassebevidste og arbejder for 'Sagen'. Hendes forlovede er således halvdagsredaktør for 'Organet', mens hendes bror er så vred over forholdene, at han går meget langt i kampen for et retfærdigere samfund, så langt at han bliver blandet ind i væbnede attentatforsøg. Besværlig kærlighed Julie møder en maler, en kongemaler, idet han som Tuxen skaber store malerier af Christian IX og hans vidt spredte familie, der kommer til Fredensborg for at holde ferie og for at blive malet. Og så stiller romanen spørgsmålet: Hvordan kan en pige som Julie med sine synspunkter og en kongemaler, som - nej, han hedder ikke Tuxen her, men Lauenborg - finde ud af det sammen? Utroværdig romanfigur Det er den historie Ole Hyltoft strikker sammen, men der er ikke tobak for ret mange skilling i historien eller sagt på en anden måde: Den holder ikke. Julies forvandling til 'kunstner', hendes redning af broderen, Lauenborgs farvel til det lukrative kongemaleri og Julies sære familiemedlemmer, for slet ikke at tale om hendes brors mirakuløse redning fra et tsarfængsel i Skt. Petersborg er lidet sandsynlig. Og selv om man kan sympatisere med den ranke, tapre Julie, er der for meget pigebogs-Susy over hende til, at hun fremstår som en troværdig figur. Manglende gnist Christianhavnsmiljøet får i Hyltofts sprog glimtvis farve og lys, men han har tendens til at overspille sine sproglige kort, som: »øjnene flammede som vinterild i kakkelovnen«, og Julie, der »nød at lade sig beskyde af solglimtene i havnevandet«, og så falder læseren fra, for personerne mister deres troværdighed. Og i en roman, der på trods af sære personers sære historier alligevel giver sig ud for at være realistisk dvs. den skal ligne virkeligheden, er det mindre heldigt. Så selv om der er en del konkret dynamit i romanen, kommer 'Københavnerpigen og kongemaleren' desværre ikke til at gnistre som roman.