Afrika er et vildt og utæmmet kontinent. Det har klodens største dyr, den største ørken, den største menneskelige elendighed. Det rummer vold og ødelæggelse i en størrelsesorden og med en ligegyldighed over for andres liv og lidelse, der knap kendes andre steder på kloden. Men der er også en rå, utæmmet energi, livskraft og nærhed til rødderne i en grad, at man næsten kan blive svimmel, første gang man er der. Himmel og helvede Ude i bushen, under stjernerne med dyrebrøl som baggrund mærker selv en sekulær astmatisk agnostiker som undertegnede jorden pulse og ånderne nærme sig. Man er tættere på himmel og helvede under de afrikanske stjerner, og tager man den verden eller rettere myterne om den og fusionerer med den moderne verden, kommer der interessante ting, tanker og tekster ud af det. Opslugende og overraskende Det er Helen Oyeyemis debutroman 'The Icarus Girl' et nyt og fabelagtigt bevis på. Historien bag bogen er i sig selv eventyrlig. En teenagepige, der som barn emigrerede fra Nigeria til Storbritannien skriver en roman, der ikke bare bliver udgivet, men bliver en litterær sensation med et forskud i millionklassen, store oplag og masser af omtale. Så meget faktisk, at man som snusfornuftig dansker let bliver mistænksom og tænker, om der virkelig er noget om det, eller det bare er endnu en smart salgsgimmick. Svaret er heldigvis det første. 'The Icarus Girl' er en af de mest opslugende, overraskende og uhyggelige bøger, jeg har læst i lang tid. Skår i familiehyggen Plottet er i grundtræk ganske simpelt. Hovedpersonen, den otteårige pige Jessamy, lever et helt almindeligt middelklasseliv i London. Hendes mor er en forfatter fra Nigeria, faderen er britisk og familien lykkelig, eller noget der ligner. Jessamy er lige lovlig stille, men ikke noget for alvor bekymrende. Men alt ændrer sig, efter at familien tager til Nigeria for at besøge moderens familie. Her møder Jessamy nemlig ikke bare sin morfar, en helt vidunderlig skikkelse, der senere i bogen skal vise sit virkelige værd, men også en mystisk pige ved navn Titiola, eller TillyTilly, som Jessamy kalder hende. Allerede navnet er skræmmende, og man skal ikke have hørt meget om TillyTilly, før man aner, at hun er både dårligt nyt og ikke tilhører helt samme verden som Jessamy. Og derfra går det også hastigt ned ad bakke med den hjemlige familiehygge, helt som i gode gysere i lang tid kun antydningsvis og langsomt, men hele tiden på en måde, så hjertet sidder i halsen, og man gruer for, hvad der nu sker. Grum familiehemmelighed Skal man karakterisere bogen, bliver det som en unik blanding af stammefortælling og moderne gyser. Ondskabens hotel møder de afrikanske myter, og ganske ligesom mit blod står stille, når drengen i Kubricks filmatisering af 'Ondskabens hotel' cykler rundt i det tomme hotel eller taler med sin 'ven' Tony, er noget af det allermest uhyggelige ved 'The Icarus Girl', at det hele fortælles og ses gennem barneøjne. Det er Jessamy, der kan se TillyTilly, det er hende, der ved, hvor farlig hun er, og det er hende, der - bistået af morfaderen, der som den eneste anden fatter, hvad der foregår - må tage opgøret med hende. For bag TillyTilly gemmer sig en grum familiehemmelighed, som kræver besøg i alternative verdener og brug af alskens afrikansk magi for at komme den til livs. Rart er det ikke, men har De mod på noget lidt anderledes, kan 'The Icarus Girl' varmt anbefales. De har næppe læst noget lignende.