Det begynder med en kontrast. Først et erindringsbillede, hvor forfatteren, et par år gammel, bliver løftet i vejret af sin seksten år ældre bror og svæver, mens alle de voksne ser på ham. Så blader man til næste side i bogen og støder på et brev, dateret 30.9.43, som begynder: »Kære far, desværre blev jeg alvorligt såret den 19. Jeg fik et panserprojektil gennem begge ben som de nu har sat af«. Brevet er fra storebroderen Karl-Heinz, som dør tre uger senere som SS-soldat på et lazaret i Ukraine, 19 år gammel. Som dreng var hans største ønske at flyve, fortæller søsteren senere i bogen. Lysende helgen Der skulle gå tres år, før Uwe Timm (født 1940), der som forfatter har rod i tressernes og halvfjerdsernes politiske venstrefløj i Vesttyskland, kunne skrive bogen om sin bror. Han følte sig først fri til det, da den nære familie var væk. I forældrenes øjne var broderen det store forbillede, en slags lysende helgen, der efter sin død var til stede med en næsten ufattelig nærhed. Men - og det er en væsentlig indsigt i bogen - også som et mørke, som forældrene og søsteren går til grunde i. Skæbneslaget, som forældrenes formelagtige sammenfatning lyder. En families forfald Ud fra Karl-Heinz' hemmeligt førte krigsdagbog fra et halvt år i Totenkopf-divisionen på Østfronten i 1943 og hans breve hjem til familien (først og fremmest til faderen) forsøger Uwe Timm at læse sjæl og betydning ind i telegramagtige optegnelser og hilsner for ad den vej at nærme sig den bror, som han kun har en eneste erindring om: fornemmelsen af at blive løftet i vejret af to strakte arme. Men det sparsomme materiale rækker ikke til meget mere end et fantombillede af broderen som en gerningsmand, der registrerer krigen som hverdag uden at sætte ord på egne eller andres lidelser: »75 m ryger Ivan (slang for russisk soldat, red.) cigaretter, lækkerbisken for mit MG«. Broderens optegnelser viser med tydelighed fraværet af enhver empati - også i forhold til sig selv, hvilket må have været en fuldkommen forfærdende indsigt for Uwe Timm, mens han skrev på bogen. Det er sandsynligvis grunden til at 'Min bror, for eksempel' er blevet en historie om en families forfald, alt imens den sidder til bords med den døde søn. Karl-Heinz' efterliv sætter sig igennem på kanten til det uhyrlige: Faderen bliver efter krigen selvlært buntmager - den afdøde søns erhverv - går til i spidsborgermanerer og druk (cognac i stedet for snaps), ligesom vi undervejs følger søsteren og moderen til graven. Altmodisch og patetisk Hvad vi har at gøre med her, er et litterært sorgarbejde, hvor Uwe Timm i modsætning til de litterære forbilleder, bogen nævner - Primo Levi, Jorge Semprun, Imre Kertész - må tage bøddelens, sin brors perspektiv. Men broderen forsvinder, som den tyske officer på Sven Reiner Johansens omslag, ned i mudderet, og tilbage står en (grav)skrift, der handler om forfatterens sene håb om at kunne forsone sig med sin familie og med, hvad han selv er blevet til i dag. For denne læser er 'Min bror, for eksempel' et noget tungt livtag med skæbnen, en altmodisch patetisk prosa, som ikke stiger til vejrs inden for europæisk samtidslitteratur.