Hvad er fælles for en psykoanalytiker, en prostitueret, en skuespillerinde, en nonne og en biografi-forfatter? At de alle repræsenterer et fag, hvor man skal skjule sin egen person, spille roller, lytte og trøste. Ombejlet egocentriker Den hollandske Connie Palmen lader på skift fem kvinder med ovennævnte rollefag fortælle. De er bundet sammen af kærligheden til Salomon Schwarz, en egocentrisk Don Juan og stjernejournalist, berømt for sin ugentlige avisklumme under mærket TT (totus tuus - helt og holdent din). Deraf romanens titel: 'Din hengivne'. Men det er egentlig de hengivne kvinder, man får mest at vide om, for en del af Salomons karisma ligger i, at han formår at få gjort kvinderne synlige for sig selv. Det er de ham evigt taknemmelige for, selv om han svigter dem alle ud fra alle almindelige moralbegreber. Han er »en synder med en god sjæl«, som nonnen siger. Sindrig konstruktion Romanen er sindrigt konstrueret. En ung kvinde, Charlie, der er specialist i biografier og i gang med at skrive en bog om Salomon efter hans tidlige død af hjerteanfald, får alle hans papirer og båndede samtaler i hænde. De er betroet hende af enken, psykoanalytikeren Saar, der har begået selvmord på grund af en uhelbredelig svulst i hjernen. Hun har også mistet lysten til at leve efter Salomons død, og hendes egne optegnelser om forholdet til Salomon indgår nu i Charlies arbejde. Charlie får mere stof, end hun har ønsket, men samtidig en form til sin biografi. Og hun bliver vævet tæt ind i kvinderne omkring Salomon. Hele bogen - der simpelthen er hendes romanbiografi - udspiller sig som en slags samtale mellem Salomon og kvinderne. Romantisk myte Mange replikker er sentensagtige, dialogerne stærkt koreograferede med indlagte stykker af Salomons brevklummer og Saars bøger om den teatralske personlighed og skyldens anatomi. Men Connie Palmen formår at gøre de fem kvinder og et par til særdeles tydelige som gestaltninger af kvindelige positioner med en mand som omdrejningspunkt. Denne mand er nok Don Juanen, men i lige så høj grad faderen, som optræder i forskellige skikkelser lige fra sadist til helgen. Den fraværende far, der har forholdt kvinderne det »faderlige blik«, de alle drømmer om, er romanens skjulte hovedperson. Samtlige personer, inklusive Salomon, er forstødte børn, der har problemer med det sande og det falske selv. Connie Palmen har en universitetsgrad i filosofi, og romanen er på et plan et ridt gennem dele af de sidste halvtreds års psykoanalytiske teori og socialfilosofi. Saar er optaget af bytteforholdet mellem mennesker, og hun undersøger, hvordan sproget fra pengenes verden skydes ind over alle menneskelige relationer. Betingelsesløs kærlighed eksisterer kun i form af barnets kærlighed til forældrene - det modsatte er en romantisk myte, konkluderer hun i sine udredninger om at give og tage, et af romanens ledemotiver. Irriterende og interessant Ingen af kvinderne har børn eller ønsker det - dermed unddrager de sig den skyldens økonomi, der er en del af deres forældrehistorie. De ser sig selv i rollen som børn - skyldfrie børn i det faderløse samfund, hvor mødrene har fået en alt for omfattende opdragelsesrolle, de ikke kan håndtere. Connie Palmen gaber over meget, måske også for meget, i sin indpresning af kompliceret stof, der skal afhandles i spektakulære samtaler og udredninger. Men det er ikke desto mindre stimulerende læsning, intellektuelt udfordrende. Romanen er både irriterende og interessant i sin afdækning af det selv, de alle bakser med i feltet mellem ægte og falsk. Når man noget svimmel har vendt sidste side i en bog, der folder sig ud som en kinesisk æske, står én ting frem: den skarpe skildring af det komplicerede følelsesmæssige bytteforhold mellem kvinder og mænd, børn og forældre.