Året er 1962, og gymnasieknægtene Ali og Mamed har for alvor fået næse for sex: I sommerferien forvandler de gymnastiklærerens ungkarlehybel til en diskret elskovsrede, og da de har fået nok af de knibske kærester, tager de bussen til forstæderne for at købe sig til sex med et par sørgelige, gebisklaprende glædespiger. Glubende livsappetit Vi kunne for så vidt være overalt i verden, men befinder os tilfældigvis i Tanger - sensommeren er støvet og hed, og de to hjertevenner gør den marokkanske havneby usikker med deres ungdom og glubende livsappetit. De drikker sur vin, ryger Favorites og investerer sparebøssens sidste dirhams i en stabel kasserede jazz- og filmmagasiner. De hænger ud på byens tehuse, ser knitrende Bergman-film og diskuterer kolonipolitik, så det giver genlyd i de støvede prismelysekroner. Den algeriske uafhængighedskrig er gået ind i sin afgørende fase, de idealistiske snakkehoveder føler frihedens brise fra øst. På genopdragelseslejr Efter eksamen skilles deres veje - Mamed rejser til Frankrig for at læse medicin, Ali prøver lykken som canadisk filmstuderende. Siden mødes de atter i Tanger og genoptager straks den endeløse forhandling om kvinder, kunst og kapitalisme: De skriver pacifistiske slagord på den amerikanske ambassade og drømmer om at befri byens mørkøjede skønheder fra deres ægteskabelige guldbure. Mamed er blevet glødende kommunist, og i 1966 fængsles de begge under mistanke om »ulydighed« mod kongen. De overføres til en af hærens berygtede genopdragelseslejre og tilbringer halvandet år i et levende helvede. De unge mænd er omsider blevet voksne. Livets alvor har trukket skygger i deres sorgløse liv. Hverdagens trummerum Snart efter bliver de begge gift - Mamed får den geschæftige Ghita, mens Ali (til sin families forfærdelse) lægger billet ind på den lunefulde og - skal det vise sig - sterile Soraya. De to venner mødes søndag efter søndag på Café Al-Hâfa - hvor forfatteren Paul Bowles i ny og næ dukker op i det bageste hjørne - mens hverdagens og almindelighedens trummerum langsomt, men sikkert sænker sig over deres hoveder: Ali fungerer som lærer i en søvnig naboby, Mamed uddanner sig til lungespecialist og forflyttes til Verdenssundhedsorganisationens kontor i det fjerne, iskolde Stockholm. Deres venskab er nok en gang sat på standby. Nøgtern dissektion Resten af historien er sørgelig og handler om sygdom, død, misforståelser, løgne og sociale blindgyder. Ungdomsvennernes forhold revner med et gigantisk brag, og som læser er man til det sidste i tvivl om, hvordan (og hvorfor) det hele får så brat en ende. For som altid afhænger virkeligheden af øjnene, der ser - Tahar Ben Jelloun er en historiefortæller af de allermest drevne, og halvvejs inde i 'Den sidste ven' viser bogen sig at være et elegant dobbeltskrift: Straks da Ali har fortalt sin historie til ende, følger Mameds version. Synsvinklen skifter, kloden drejer. 'Den sidste ven' er en fin og afdæmpet lille beretning om et mandevenskabs storhed og forlis - den er skrevet sirligt og med et usvigeligt stilsikkert greb om hverdagens små og store katastrofer. Romanens grundtone er - som alle Ben Jellouns bøger - holdt i ildevarslende mol, og selv om der rigtig nok er et stykke vej til de litterære højder i 'Sandbarnet' og 'Den hellige nat', fungerer bogen upåklageligt på sine egne, stilfærdige præmisser: En nøgtern dissektion i et venskabs inderste anatomi, dets steder og stemninger, dets hemmeligheder, mysterier og smertelige brud.