Det er altid problematisk, når en forfatter forelsker sig for meget i sin hovedperson. Det blev ikke bedre af, at Dorothy Sayers til sidst troede, at hendes Lord Peter Wimsey kunne gå på vandet, og selv kynikeren Chandler begyndte på sine ældre dage at kanonisere sin Philip Marlowe lidt for meget. Og minsandten om ikke Kim Småge er så glad for sin strømer fra Trondhjem, Anne-kin Halvorsen, at hun ikke kun gerne vil møde hende, men også lade sin egen husbond flirte lidt med hende. Ludere og lig I hvert fald så dumper Anne-kin ned på en ø i den norske skærgård, hun er faktisk gået fra borde fra en båd fuld af glade sejlere, og her møder hun forfatteren Karin og hendes filmmand Johannes, og denne konstellation reflekterer sådan set meget godt Småges egen daglige baggrund. Fair nok, og vi knapper et par kolde øller op, mens der sker et par mord mellem sommerhuse og et antroposofisk kursted. Noget med narko, ludere og lig, som falder ud af familieskabet, alt sammen igen med forbindelse til en gammel sag hjemme i Trondhjem, hvor Anne-kin jo har sin vante rute. Rustik lommefilosofi Plot og garniture er beskrevet i en særegen småsnakkende stil, som gynger betydningsfuldt og blåøjet af stor natur og smult vande over for majestætiske fjelde og fjorde, som hvisker om alt det store norske, som bare er så sundt, ægte og sandt, så nær ved Eden og heldigvis så fjernt fra EU. Sympatisk solnedgang med hygge som et duftende myggelys og rustik lommefilosofi over et stykke med myseost. Ikke særligt spændende, og der trædes vande lidt for meget. Krimifans, som før har læst Kim Småge, når hun er rigtig god, vedkommende og tankevækkende, gør klogt i at springe denne over. Ny læsere rykker samtidig et par bøger tilbage eller begynder helt forfra.