Egentlig er det jo ganske smukt og kønt - digterinden rejser og drømmer, hun elsker sin mand, og sammen får de en lille, vidunderlig pige. Og ikke et ondt ord om den side af sagen; men de digte og prosadigte, Karen Marie Edelfeldt nu - efter ti års lyrikpause - med »sollyset i åbne hænder« har fremspundet ud af sine oplevelser og erfaringer, forekommer mig at være af højst tvivlsom kaliber. Ekstatisk gudinde De er ordnet i seks tilnærmelsesvis kronologiske suiter og pendler mellem glimt af konkrete hverdagsscenarier og kalejdoskopiskhymniske hallucinationer og besværgelser. Stemningslejet rummer vrede, sorg, skam, skyld, raseri, had - vekslende med tilgivelse, letsindighed, intens glæde og lykke; alt spundet ind i skyer af holisme, New Age, krystaller, pyramider, Jung og ametyster og fødsels-kling klang: »Det står skrevet i den usynlige/Krystal i den skønnes pande«, og et andet sted: »Den uskyldige datter af en ekstatisk gudinde«. Diffus storladenhed Som bedst er der fine, enkle sætninger, f.eks. »Måske gives der det der ikke kan tilgives«, hvor der oprettes et subtilt spil mellem to modsatrettede ideer om gaven; og så er der udmærket prosalyrik om rejseriet i 'vejene væk'. Men som værst, og det fylder desværre alt for meget, er der disse diffuse og storladne skyer af New Age strøget med rund hånd hen over den selvbiografiske erfaring af at være gravid og føde - er familien ude at svømme, hedder det typisk: »Og lade vandet suges over dig og igennem dig/Som en stadig fornyet og afkrænget fosterhinde«. Her er der for meget fosterhinde, og for lidt lyrisk vandgennemstrømning.