Hen over små 72 sider er det, at Lone Munksgaard Nielsen (f. 1968) kan bedrive sit spil med centraleuropæisk og romantisk vemod og smerte. Samlingens digte - med det ubesvarede retoriske titelspørgsmål: Men hvem kommer morgengryet til? - former sig som en glidende, lapidarisk række af tungt triste kortdigte, der i rytmiske stød spørger og konstaterer sig gennem kærlighedens, dødens og melankoliens terrain vague. Vindens klagesang Her er flod og måne og sol og himmel, vind, tåge og blomster, ofte i fast modstillede konstellationer: Månen er kold og dragende og stjæler kærlighed; blomsterne er varme og sødmefulde og frygteligt sårbare. Tonen er bedrøvet, det hedder, at »mørket er den eneste ene«, at »din sorg venter på dig«, og læseren besværges: »Pas på dig selv i dag/ vinden synger/ sin klagesang«. Lammende kærlighedstab Der er noget Garcia Lorca over det, men også en stor snert af Lamartines romantiske digt om kærlighedstabets lammende smerte, 'L'isolement', når der f.eks. står »Ingen nat er mørk nok/ til at skjule hans sorg«. Knud Oddes næsten kafkaske mand med fremrakte blomster på forsiden er kongenialt intens, og ja - hvem kommer mon egentlig morgengryet til?
Ungarsk violinvemod
Lyt til artiklen
