Forestillingen om den store samtidsroman tramper år efter år igennem verdenslitteraturen. Hvor gik den hen, hvornår kommer den igen, og hvad er det egentlig for en størrelse? En kloning af King Kong og Jørgen Stein? Langstrakt øjebliksbillede At et bud på den store samtidsroman i hvert fald ikke behøver at være stor af omfang eller formmæssigt bane-brydende, beviser den engelske forfatter Ian McEwan i sin tiende roman 'Saturday'. En enkelt komponeret og udadtil næsten beskeden og ligefrem fortælling, der ikke desto mindre formår at rumme en forbløffende mængde af nutidstilværelsens kompleksitet, i hvad der svarer til, hvad man kunne kalde et langstrakt øjebliksbillede. Essensen af en dag 'Saturday' lever op til sit navn. Handlingen udspiller sig på et døgn. Det er der jo en vis tradition for. Som salig Joyce i 'Ulysses' vil også McEwan rumme essensen af en dag, men her hører ligheden også op. Der er ikke noget modernistisk skrifteksperiment over 'Saturday'. Sproget er elegant og mættet, men aldrig på bekostning af klar tale. Vel at mærke med sansen for kompleksiteten i udvekslingen mellem hverdagsliv og kaoskræfter intakt. Den tvetydige sandhed McEwan har skrevet både stykker og tv-spil, og slægtskabet med skuespillet er oplagt. Handlingen er inddelt i klart definerede scener med få og markante figurer. Hvad der adskiller er den alvidende fortæller med magt til at trække tråde og kaste lys frem og tilbage i tiden, som han lyster. Scenen er sat i tiden, hvor krigen imod Irak endnu ikke er erklæret, men reelt besluttet. Uanset om der bliver masseødelæggelsesvåben eller ej. Fra sin altan ser hjernekirurgen Henry Perowne et fly flamme kortvarigt hen over Londons nattehimmel. Et potentielt terrorangreb eller et flygtigt intermezzo i den civile lufttrafik? Midt mellem rastløs og søvnløs mærker Perowne sin samtids dagsordener skifte. Næste dag vil den største protestdemonstration i mange, mange år udspille sig neden for hans vinduer. Selv skal han ud at spille squash. I sit stille sind gennemspiller Perowne sine samtaler med en af sine patienter, et irakisk offer for Saddam Husseins rædselsregime. Tingene er ikke så enkle. Ikke i London, ikke i Irak og slet ikke menneskene i mellem. Hvis sandheden findes og er ligetil, er den samtidig tvetydig og åben for tvivl og fortolkning. Kynisk og højrøvet Perownes børn er blevet voksne. Datteren digter, sønnen spiller blues. Deres far elsker dem, men forstår ikke rigtigt, hvordan æblerne faldt så langt fra stammen. Irak åbner en ny kløft. Perownes gamle mor er blevet dement. Hans svigerfar, Grammaticus, er den samme arrige og halsstarrige og fordrukne poet som altid. Perowne elsker sin kone med en for sin tid usædvanlig insisteren og fornøjelse. På trods af knaster og modstande et grundlæggende ikke-traumatisk, velstående og ordentligt liv. Men Perownes lørdag med squash og god rødvin får et skud for boven, da han i trafikken har et sammenstød med en brutal proletar. Perowne diagnosticerer bøllen som lidende af Huntingdons syndrom. En sygdom, der nedbryder hjernen. Perowne reagerer overilet. Eller måske snarere kynisk og højrøvet. Stik imod sin normale natur udnytter han sin vidensbaggrunds overtag. Får det konsekvenser? Spørgsmålet ligger og skvulper foruroligende under resten af romanen. Kulturpsykologisk hjernekirurg Sker der noget? Ja, før eller siden sker der altid noget. Hvilken betydning har det for vores liv? Ja, det er jo bl.a. op til dig selv, når det sker. Der er en egen rolig insisteren over det beherskede mesterskab i denne roman fra en af Englands af gode grunde mest respekterede forfattere. Ikke en eneste tone af hysteri i den indirekte beskrivelse af de subtile forskydninger i den enkelte efter 11. september. Valget af antallet af indholdsmæssige strenge virker nærmest perfekt. Her er det hele og ikke noget af det, der ville blive for meget. Der bliver ikke slået på trommer for eller imod sager med bulder og brag. Det er bare et portræt - i et eller andet omfang et selvportræt, gætter man - af et intelligent, i sig selv hvilende og alligevel forvirret menneske indrammet i sin tid. Vores tid. Velstående. Grundlæggende veltilfreds, men urolig. En fornemmelse af skred. Omfanget af hvilke man kun kan gisne om. Et sympatiserende og fordomsfrit forsøg på at skildre livet netop nu i verdens velstillede middelklasse. Dets livskvalitet og underliggende dilemmaer. Frygt og forhåbninger. En skive af livet. Skåret af en forfatter, der selv er en slags kulturpsykologisk hjernekirurg med indsigt i både den medicinske mekanik og indlevelse i mere svært definerbare sager. Hvor meget er dét, vi frygter og drømmer om, med til at forme den næste mere eller mindre signede dag?