'Den femte årstid' kaldte Henning Mortensen sidste år sin totalt opdaterede nyskrivning af firsernes dengang fornyende danske krimikvartet 'Under havet mødes alle øer', 'En bloddråbe i vinden' og så videre gennem de fire elementer og årstider. Hos Mortensen er der altid en femte. Så for dén nyudgave fik han sidste lørdag årets Palle Rosenkrantz-pris, den flotteste danske krimihæderspris. Overrækkelsen foregik i Horsens, denne mageløse købstad, hvorfra lille Ib Nielsen via barndommens første 'Havside Sommer' rejste ud mod voksenlivet og ni efterfølgende bind i Mortensens selvbiografiske romanserie. Tvivlsom kagecreme Hvad dét alt sammen kommer hans ny roman ved? Jo, også her findes en mand til en indledning dolket, og det i den muldfaste, men intellektuelt fritskvulpende og tilintetgørende Bermuda-trekant mellem Marselisborg-skovene, Hov havn og Horsens. Nogen rigtig krimi er det vel alligevel ikke, når manden 'kun' ligger i koma. Men heller ikke just streng samtidsrealisme, selv om historien da foregår nu for tiden. Dertil rummer den for mange løfter om nye bind. Og for mange dimensioner, for fritsvævende synsvinkler, for spøjse personer og - reverenter talt - alt for meget kagecreme af tvivlsom oprindelse. Kunstig intelligens 'Mors Kage' hedder bagværket, og opskriften udspringer så at sige direkte af den hæmmede Hundslund-bagers betrængte drifter og længsler, der dog også får afløb ved stueorglets tangenter og pedaler. Den lille indvandrer Pava og hendes knallertkørende ungersvend, Benny fra Glud, må søge tilflugt hos en sort forhenværende gymnasielærer ved navn Mamadou, der før har gemt flygtninge på sin afsidesliggende gård. Men hvorfor kalder Karl, Bennys fremmedfjendske storebror, deres far Jens Lykke for Jens Ulykke? Kunne de ikke godt have brugt lidt af den kunstige intelligens, deres barndomsven, it-geniet Immanuel Post, laver konstruktioner af i sine forældres rigmandsvilla? Og hvorfor kører kriminalassistent Bente Møller trallende sin bil i grøften efter at have fået et ordentligt bolsje af Pava? Genfødsel I centrum henholdsvis ligger og står den dolkede arkitekt og hans ven Ludwig, let overvægtig advokat og endnu nybagt enkemand efter Henriette, der tog sit eget liv. På grund af de lyssky lyster, hun og arkitekten udfoldede sammen? De anonyme breve om dét generer godt nok arkitektens kone, Anne Marie, men også det anonymt tilsendte eksemplar af Bovrup-kartoteket, hvor hendes afdøde far står opført blandt besættelsesårenes danske nazipartimedlemmer. René hedder hendes dolkede mand, 'genfødt' på fransk, og i anden del rejser han sig minsandten af koma, genoptræner bevægeligheden - og genser sin bøddel. Farlige fugle Mere kan dårligt røbes, så meget krimi er romanen trods alt. Med et mildt sagt broget persongalleri, mange handlingstråde og flere løse ender - som meget gerne skulle hæftes i kommende bind. Kan det knibe med detaljernes tydning og personernes anskuelighed, så er overblikket over marker og veje, fjorden og øerne til gengæld suverænt. I en slags legesyg distraktion indleder Mortensen bare med omskrivning af Johannes-evangeliets ord, og så accepterer man gladelig, at Renés sjæl svæver over vandene, overskrævs på en ålekrage, så han midtvejs i romanen kan klemme en gevaldig fugleklat ud af skroget på skarven og lige ned på politibilens forrude. 'Næb og kløer' rummer imidlertid farligere fugle end de sorte syreskidere ude fra rederne på Varsø. Hvor farlige, politisk og kriminologisk, vil først for alvor vise sig, når kommende bind fortsætter registreringen af de mange fuglesving, der sker op under Horsensegnens himle.