Så er Patricia Cornwells retsmediciner Kay Scarpetta på banen igen i endnu en runde af sin tilsyneladende endeløse kamp mod den monstrøse, sygeligt lodne, misdannede og psykopatiske seriemorder Ulvemanden, hans flotte, lige så psykopatiske og ligeledes seriemyrdende tvillingebroder og deres kolossalt magtfulde franske gangster- og adelsfamilie. I seriens tidligere bind har Scarpetta arbejdet inden for det offentlige retsmedicinske system, men hun er nu blevet fyret og arbejder som selvstændig konsulent på området. Der er ikke synderligt bud efter hende, men heldigvis er hun økonomisk uafhængig og har ligefrem råd til at lønne sin gamle sekretær fra det retsmedicinske institut, som har fulgt hende i hendes nye karriere. Kedelig science fiction Det er et karakteristisk træk ved Scarpetta-romanerne, at hovedpersonerne, gode såvel som onde, råder over næsten ubegrænsede økonomiske og/eller mentale ressourcer - f.eks. Scarpettas superkvinde af en niece, der efter en karriere i FBI er blevet selvstændig retfærdighedshåndhæverske med egen helikopter og alskens højteknologiske hjælpemidler - hvilket utvivlsomt gør arbejdet nemmere for forfatteren, men samtidig flytter hendes historier over i en slags kriminallitteraturens science fiction-univers, som i hvert fald denne læser har svært ved at interessere sig for i længden. Pornografisk fascination Der er ellers, især i begyndelsen af denne meget lange bog, lidt mere at interessere sig for end i de umiddelbart foregående Scarpetta-romaner. Der er tydelige ambitioner om at give personerne noget mere dybde, ikke mindst én, som vi troede myrdet i et tidligere bind, men som nu dukker op som beskyttet vidne med ny, hemmelig identitet. Det er faktisk ganske spændende at læse om hans vanskeligheder ved at finde sig til rette som et andet, fremmed menneske, som han ikke bryder sig om at være. Men efterhånden glider alt, hvad der kunne minde om skildringer af rigtige mennesker, i baggrunden til fordel for de hyperudspekulerede og meget lidt troværdige plot, som Patricia Cornwell er så god til at udtænke. Hun er også dygtig til at skrive om moralsk og fysisk frastødende mennesker, så man læser det med en nærmest pornografisk fascination. Men heller ikke det kan berettige så lang en bog. Hvis der så i det mindste havde været flere af de makabre, men dybt interessante beskrivelser af retsmedicinernes arbejde, som var styrken i seriens tidlige bøger, men heller ikke det får vi.