Ved første øjekast ser den hverken kinky eller bizar ud, canadiske Robert Houghs velvoksne debutroman, 'Mabel Starks sidste bekendelse'. Snarere tænker man: Gab! 537 sider? Og oven i købet 537 siders fiktionali-sering over en kvindeskikkelse, der helt sikkert fylder mere i glemmebogen end i den kollektive bevidsthed. Nemlig 1920'ernes førstediva i diverse omrejsende cirkusser, tigerdomptricen Mabel Stark, der lagde Amerika og sig selv ned med sit ubestridelige glansnummer: Tigerbrydning med den fuldvoksne og storbrølende hantiger, Rajah, øverst og et hvinende bestyrtet publikum som underlægningsmusik. Galopperende fantasi Heldigvis taber man snarere kæben end gaber den af led over denne kvindes professionelle og private cirkus med fem fladpandede ægtemænd og et regiment (desværre ikke altid lige) mætte, orangestribede venner. Især når man når forbi den, i biografisk henseende, mørklagte og forældreløse barn- og ungdom med ægteskaber, nervesanatorium og cirkusliv, der mest af alt passerer forbi som ligegyldige landskaber set fra en togvogn. For så snart de biografiske facts for alvor får tag i forfatterens pen, kan det nok være, at sproget, handlingen og ikke mindst fantasien galopperer forbilledligt derudad med læserens øjne efter sig. Pirrende frygt Stripdanser i Cosmopolitan Amusement Company i 1910, blandet tiger- og løvenummer nogle sæsoner senere, berømmelse med eget tigershow flankeret af tigerbrydning og maltraktering i John Robinsons cirkus, 1928. Comeback i Al G. Barnes' cirkus i 1930'erne, og det lyder måske ikke vanvittigt ophidsende, det her. Men assisteret af et par velturnerede greb sender cocktailen af biografiske kendsgerninger og fri fiktion uomtvisteligt kuldegysninger hele vejen ned over siderne. For kan en tiger helt bogstaveligt få hele armen, nøjes den næppe med lillefingeren, og eftersom den kære Mabel uforfærdet boltrer sig med en ti-tyve tigre ad gangen, frygter man med rette, at det ender galt. Samme pirrende frygt lurer i kulissen, når ordene falder på Mabels begær, der så afgjort ikke er rettet mod størsteparten af ægtemændene, men mod Rajah, som hun får i bryllupsgave og ligger omslynget med om natten. Til fælles glæde at dømme efter Rajahs jalousibetingede smag (!) for ægtemænd og Mabels blondeundertøj. Temmelig kinky? Så afgjort, men holdt i forbilledlig kort snor af Hough, der klogt underspiller frem for at udpensle, hvad der egentlig foregår, når cirkusvognene bumler i takt gennem natten - og når Rajah brølende kaster sig over Mabel i manegen ... Løvebrøl og galskab Er man pedant, vil man sandsynligvis irriteres over Robert Houghs automatpilotsprog, der godt nok samler sig i en overbevisende frygtløs Mabel-stemme, men på repeat sender 'undertegnede' 'hvis du endelig vil vide det', 'så altså' og en besynderlig brug af kolon, hvor man mindst venter det, i cirkulation. Formentlig vil man også savne lidt psykologisk dybde i persontegningen, der kan om ikke forklare, så i det mindste sandsynliggøre, hvorfor Mabel Stark kaster sig ud i den ene dødssejler af et ægteskab efter det andet. Men kan man se ud over de rynkede bryn, er 'Mabel Starks sidste bekendelse' så afgjort et stærkt underholdende og højkulørt bekendtskab. Med løvebrøl og galskab, drama og tragik. Når historien om føje tid rammer biograferne med Kate Winslet i hovedrollen, sidder denne anmelder helt sikkert velfornøjet blandt publikum og bider negle.