Céline, Céline, Céline ... hvad skal vi dog stille op med denne rabiate og rørende, fascistoide og humane skribent? Jeg ved godt, at de fleste i dag nok tænker Céline Dion, når de hører navnet, men før hende var der altså denne store, vilde og patetiske franske læge og forfatter, der skiftede navn fra Destouches til Louis-Ferdinand Céline (1894-1961), under hvilket navn han skrev det, der formentlig er hans mest berømte værk, nemlig 'Rejse til nattens ende' (1932), men da også de tre-fire kakofoniske og bizarre pamfletter med bl.a. stærkt antisemitiske passager (publiceret 1937-41), der i 1945 næsten endte med at blive hans banemand - hvis ikke det havde været for flugten til og eksilet i Danmark, som han først kunne forlade i 1951. Ondskabsfuldt geni Célines værk har altid delt folk i to lejre: apologeterne og de moralske kritikere. Moralen - for ikke at sige moraliseringen - har på den led redet hans eftermæle som en mare. Enten har folk sagt, ja, han var en led fætter, men han skrev brillant, og det er det afgørende; eller også har de ment, at særlig hans antisemitiske udsagn var så belastende, at det uhjælpeligt dømte hans værk til glemslen og skraldespanden. Voldelig omgang med sproget Denne ganske bastante skelnen mellem et grimt indhold og en fascinerende stil, finder støtte i Célines eget udsagn fra 1957: »Jeg er ikke en mand med et budskab. Jeg er ikke et idé-menneske. Jeg er et stil-menneske«. Udsagnet spiller tydeligvis på Buffons berømte og dunkle ord, »Le style, c'est l'homme même«, altså cirka »stilen er manden selv«. Alt har drejet sig om denne akse: Enten en strikt adskillelse af stil og indhold eller en identifikation af stil med indhold (og mand); men i begge tilfælde er der kun få, der for alvor har lagt de moralske eller stilistiske briller til side og rent faktisk læst Céline så vidt muligt fordomsfrit. Eller man bør sige, at Célines værk rejser spørgsmålet om, hvad en 'fordomsfri' læsning er? Det har vi nu fået en enestående mulighed for, i kraft af forlaget Holkenfeldt og oversætteren Marianne Lautrops beundringsværdige indsats med udgivelsen på dansk af Célines sene værk 'Nord' (1960). Hvis den tidlige Céline chokerede og forargede med sit obskøne og rå sprog, og sine hvidglødende hidsige nedrakninger af en Prousts kvindagtige kitsch, og ikke mindst med sine pamfletter, så må man nok sige, at den sene Céline, langt fra at være spag og angrende i mælet, nærmest træder på gaspedalen og overgår sine tidligere excesser. Det sker ikke mindst i form af en hæsblæsende og voldelig opbrydning af syntaksen. Det myldrer med afsnuppede sætninger, udråbstegn, tankestreger, f.eks. sådan her: »Nogle gange er det trods alt ret behageligt at ty til autoriteterne ... skidt! pyt, forræderi! når man har hyænerne i røven giver det lidt oprejsning at springe ind i ulvens gab ... hellere flås af rotter, familie, venner ... elskerinder«. Rasende og uforsonlig Historien er simpel: Céline selv er i Anden Verdenskrigs sidste dage på flugt fra Paris, sammen med sin viv, danserinden Lili, og skuespillervennen Le Vigan. De rejser først til et mondænt kurhotel i Baden-Baden, fyldt med en obskøn overflod af luksus, og dernæst til Berlin, hvor alt er en ødemark af ruiner. Via SS-vennen Harras ankommer de tre til et depraveret liv på familiegodset Zornhof, nogle hundrede kilometer uden for Berlin, og til slut farter de mod København, assisteret af papirer venligst leveret af Görings bror. Det er med andre ord en flugthistorie, en fortælling om ydmygelse, skam, forræderi, fattigdom, paranoia og fornedrelse - men der er vel at mærke ikke tale om uskyldige, vietnamesiske bådflygtninge, men om at betale prisen for et mere eller mindre vidtgående i hvert fald ideologisk samarbejde med nazisterne. Men Céline er rasende og uforsonlig: Alle de andre er også skyldige, de er bare hyklere og forstår at redde sig, og selv jødinden Anne Frank har det godt i sammenligning med stakkels lille Céline. Misatropisk fattiglæge Célines brovtende patos og selvmedlidenhed aftvinger ordet 'smagløshed' helt nye betydninger. Men samtidig er der vitterlig en gennemgribende moralsk tvetydighed på færde. Céline var jo alle dage misantrop og mente, at mennesket er et sølle og slesk kræ, et dumt svin, hvis vigtigste rolle er at krepere og kopulere: »aldrig står arten i stampe, knepper, avler, trancherer, sønderflår, uophørligt i femhundrede millioner år ... så længe der har været mennesker som tænker ... helt hen i vejret, men alligevel, frejdig og uforsagt! kopulerer, populerer, og brauum! alt springer i luften! og alt begynder forfra!«. Ingen kan altså ifølge denne tanke sige sig fuldkommen fri for skyld og medskyld, alle er nedsunket i og en del af miseren. Samtidig var Céline fattiglæge, dvs. at han i modsætning til så mange medfølende mennesker, der nu for tiden bliver 'forstenet' over katastrofebilleder i fjernsynet, rent faktisk gjorde noget for at afhjælpe nød og kummer, dag ud og dag ind, og ikke bare onsdag aften ved telefonen. Stærk dosis Så det moralske billede er mildest talt forplumret i Célines tilfælde. Som det mindste bør man som læser være uhyre varsom med at moralisere, og måske i stedet tænke grundigt over forholdet mellem etik, liv og skrift. Endelig skal det med, at Céline konstant undervejs i 'Nord' reflekterer over og kommenterer sin romans amorfe og springende uvæsen: Der er noget spillende og muntert og fandenivoldsk over det, der ikke kan undgå at gøre indtryk. Alt i alt en stærk dosis sen Céline: Sæt Dem til rette i sofaen med en stor flaske ulovlig absint, og tag fluks hul på denne bizarre, muntre og vilde roman.