Mig bekendt er det ikke sket så forfærdelig mange gange, om overhovedet nogensinde, i verdens-litteraturhistorien: At en mand genskriver og overskriver sin hustrus roman. Men under læsningen af Hans Otto Jørgensens 'Væltede kældre' var det umuligt at undgå indtrykket af, at den kærligt og robust fordoblede og forskød Christina Hesselholdts 'Du, mit du' fra 2003. Asymmetrisk spejling Hvor Hesselholdt lod en mand og en kvinde have en på skift barok og jordnær og heftig kærlighedshistorie og lod dem flagre rundt i bil og lod dem bo på en gård og flettede lidt vold og sex ind også - ja så gør Jørgensen omtrent det samme, blot med en række interes-sante stilistiske og plotmæssige forskelle. Men sådan at slutresultatet udgør en ... ja lad mig bare gå planken ud og bruge det ord: smuk, maskulin og asym-metrisk spejling af den første, kvindelige tekst. Grundelementerne har jeg allerede nævnt, men der hører mere til. Rå maskulinitet Plottet er skruet sådan sammen, at vi i de 18 kapitler begynder med slutningen og slutter med begyndelsen; krumtap-pen udgøres af 60-årige John, John-the-Johns motorcykeluheld, og kæresten Ivys chok og angst ved konfrontationen med Johns døds-date. I første scene ser vi noget, der kunne være en Buick, komme kørende ude ved dæmningen, indeni sidder John og Ivy; og til slut er der spolet tilbage til det uheld, der gav John et ar ved tindingen, et metalknirkende knæ og en dagligt dundrende hovedpine, ligesom uheldet ligger som en murrende påmindelse om døden og den elskedes altid så skrøbelige legeme, selv i skikkelse af havnearbejderen med meget mere Johns rå maskulinitet, en maskulinitet, der i øvrigt understreges af, at hans yndlingslæsning er Melville, Conrad og Faulkner. Veksler mellem tåge og lys Der er tale om en road-novel, hvor den omkringflakkende, europæiske bilrejse og ulykken står forrest, flankeret af et vildt galleri af karske og sære bipersoner, med navne som Vincent og Perry, Doris og Gigi, men da også Flemming og Claes. Romanen er fascinerende ved sin iværksættelse af et subtilt spil mellem det tåget-diffuse, der f.eks. ligger i de altid glidende og uforklarede overgange undervejs i handlingen, og de ofte syntaktisk ufærdige sætninger, der ruller ud i parataktiske, altså ligedannede og associative kæder - og så en jorddampende em af uhyre konkrete, no nonsense-scenarier. Det er i romanens vekselvirkning mellem tåge og lys, at Jørgensen benytter tre distinkte teknikker: Kommaer en masse, i lange, stakåndede sætninger (her tænkte jeg straks på sene Céline), f.eks.: »men som han siger, er det ikke tilladt noget at være svagt, er der ikke en frihed, som tilsiger en, at det er tilladt at være grim, at tvivle, eller er også det i sig selv anstødeligt, skal alt pinedød være sundt, hjerteligt og godt, men hun bebrejder sig selv, at han har været alene med forandringen«, osv.; brugen af kursiv som en talesproglig markør af intensitet; og endelig indfletningen af relativt sjældne almueord ord som f.eks. »buflede« og »knygende«. Amourøs pendulfart Sådan er den groft sagt skruet sammen, men hvad er der på færde og på spil? Kort sagt: Kærlighed og død, og er alt andet i livet ikke også ret ligegyldigt? Men hvilken kærlighed? En halsstarrig, øm, hårdfør, kålhøgen, langmodig og forblommet og saftigt erotisk kærlighed, én af de langtidsholdbare af slagsen tyder alt på. Nøjagtigt lige som i 'Du, mit du'. Fremover bør de to romaner udelukkende læses sammen i fast, amourøs pendulfart - og de bør læses, og læses med flid, for det er godt nok to af de mest knagende velskrevne og hedt inciterende kærlighedstekster i ny dansk litteratur. Ser vi til sidst på de to romaners omslag, står de også godt til hinanden: Fra Hesselholdts varme tyrefægtning til Jørgensens koldt balstyrige ophobning af bilvrag - det er måske den gode kærligheds rejserute?