»Jeg har set skæbnen stampe som en kamel i mørket«. »De, der rammes, bliver dræbt, og de, der undslipper, lever og bliver gamle«. Frydefuld sprogkunst Sådan lyder det mundheld blandt beduiner, der som fygende ørkensand ulmer og knitrer i sprækkerne af Ib Michaels 'Grill'. En - lad det være sagt med det samme - temmelig problematisk samtidskritisk kærlighedsthriller i Irakkrigens skygge, hvis største force er Ib Michaels rent ud inciterende sprog, der må få verdens-havene til at synge og himlen til at åbne sig af fryd. Her »splintrer« regnen mod ruderne, bålets gnister »suges op i stjerne-natten«, tagkonstruktionen er en »rutsjebane af glaserede tegl«, og de sproglige højdepunkter vil ingen ende tage, imens handlingsgangen pendulerer mellem Nørrebro og Yemen. Dvælende sanselighed For højt over Nørrebros multikulturelle leben bor lyskunstneren Grill, der en dag samler den gådefulde René op på en stedlig bar og tilbyder hende husly. Til en start har de en aldeles uoverbevisende og unødvendig lesbisk affære, der begrundes med den kedsommelige mandefantasi om, at René blot er overmåde desperat efter en mand. Nemlig den bindestregsdanske Sindbad, der tog hende med på, hvad der tegnede til 1001 Nats erotiske eventyr gennem Yemen. Beskrevet med en fint dvælende sanselighed, der forbliver denne fortællings grundstemning, selv når granatchok, tilfangetagninger og Sindbads hemmeligholdte, politiske dagsorden til slut får René til at vende næsen mod Nørrebro. Budskaber bøjet i neon Her får handlingen lidt fart, da de to kvinder først overværer, at indvandrerdrengen Rasul uretmæssigt anklages for mord og siden beslutter sig for at skjule ham, da myndighederne har hjemsendt hans familie. Men da Sindbad pludselig toner frem på skærmen som gidsel med 48 timer at leve i, hvis ikke Danmark trækker sine styrker ud af Irak, må der bides en negl og trækkes en tråd. At Ib Michael har en politisk dagsorden er evident, men blot er spørgsmålet vedvarende hvilken. For ganske vist synes den umiddelbart lige så indlysende som 'Nokia connecting people', bøjet i himmelblå neon over Dronning Louises Bro: Hvad har Danmark at gøre i Irak? Hvordan kan vi forsvare den sensationsjournalistiske dækning af krigen? Eller en udlændingepolitik »på højde med Taleban-regimet i nidkærhed?«. Hvor er i det hele taget det ansvarlige politiske alternativ til den siddende regering? Men som man kunne observere den vintermorgen, hvor Nokias neon-'k' gik i sort og forvandlede budskabet til det mildt tankevækkende 'Noia connecting people', skal der ikke meget til, før budskaber skrider. Gammeldags kønsroller I 'Grill's tilfælde må man f.eks. hæfte sig ved, at synsvinklen vedvarende ligger hos Grill, René og Sindbad, der - trods store uddannelsesmæssige forskelle - udtrykker deres tanker lige formfuldendt, mens Rasul og hans indvandrerkæreste udelukkende fremstilles gennem deres temmelig nuanceløse perkerdansk. Hvad er forskellen på en sådan cementering af 'dem' og 'os' og den stramme udlændingepolitik, som romanen tordner imod, kan man spørge. Og når det kommer til skellet mellem mænd og kvinder, tager beskrivelserne hurtigt tilløb og lander midt i 1950'erne. For mens Sindbad er manden med missionen, der ender i storpolitikkens øje, er fremstillingen af 'tøserne', 'veninderne' og 'pigerne' Grill og René som taget ud af 'Susy i knibe' eller 'Puk vover pelsen'. Komplet med en mordsag, som enhver rask 12-årig kan opklare, og en opførsel, der vil gøre sig glimrende bag ungpigeværelsets blondegardiner. Chokerende alder F.eks. kan man læse at »Grill taster en nummertjeneste, rækker hende telefonen med nummeret slået ind på displayet. René ser lettere benovet ud over venindens handlekraft«. Eller: »tøserne går på taget«, »pigerne sidder bare og bider knoer«, »veninderne flygter til tops ad vindeltrappen, ruster sig til nyhedernes fortsatte horrorshow«, og »pigerne stiller sig op med ryggen til sengen, tager hinanden i hånden og lader sig falde bagover i dynen«. Beskrivelser, der ganske vist bidrager til romanens største chokeffekt, da det med et står klart, at Grill faktisk har rundet de 45 år, men de højner bestemt ikke læseoplevelsen. Endsige matcher Ib Michaels virtuose sproglige gehør.