0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hede dampe

Alle Sophus Claussens digte samlet i den orden, de oprindeligt udkom i.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Skam få den, der besværer sig over, at vi atter en gang får kastet et udvalg af Sophus Claussens digte i hovedet, nu også med vanligt levende (og pletvis vrøvlende) forord af Johannes Møllehave, og så fint redigeret, udvalgt og kommenteret af Claussen-forskeren og bagmanden bag den store ni-binds udgave af 'Sophus Claussens lyrik' fra 1982-84, nemlig Jørgen Hunosøe.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at undre mig en anelse - der er jo allerede en del udvalg på markedet, så hvad er det for et presserende behov, der dikterer, at vi nu igen skal præsenteres for et udvalg?

Flodbølge af argumenter
Hunosøe siger selv i efterordet, at Claussens modsætningsrige lyrik har givet ophav til vidt forskellige tolkninger, at denne forskellighed slår ind i udvælgernes kriterier og redaktionelle beslutninger, at han selv denne gang har valgt et hidtil uprøvet princip - nemlig at lade alle Clausens digtsamlinger være repræsenteret i den orden, de udkom i - og endelig, at årsagen hertil er, at Hunosøe mener dermed bedst at kunne demonstrere det, han opfatter som en elementær kontinuitet og enhed i Claussens værk.

Og så anfører Hunosøe i øvrigt med stille ironi, at der ganske vist kan stræbes efter et definitivt udvalg, men at tiden og eftertiden har det med at sætte spørgsmålstegn ved den slags forhåbninger, ligesom netop sådanne indsigelser kun ville vidne om »usvækket, måske intensiveret interesse for denne uregerlige poet«.

Efter denne milde flodbølge af argumenter lod jeg mig overbevise, så o.k., det er vel kun og alene godt, at også dette udvalg ser dagens lys, og får det flere til at læse Claussen, er det vel især og ubetinget godt.

Patos og pomp
De 200 digte fordeler sig på ni digtsamlinger, der udkom i perioden 1887-1930, hvortil skal lægges diverse andre digte, utrykte, trykte i aviser og tidsskrifter, eller sågar optrykte i Claussens prosaværker.

Men er det ikke bare preciøs og forældet dyrkelse af Eros, fin de siècle-klingklang, inderlig patos og pomp, sensymbolistiske røgdampe og forblommede sjælekriser det hele?

Er det stadig værd at læse Claussen efter det tyvende århundredes solsvedne marker af ubønhørlige eksperimenter? Og er han overhovedet læselig længere? Jeg fik formelig (og måske dybt uretfærdigt) heftig kvalme, da jeg dykkede ned i Johannes Jørgensen for mange år siden, men hvordan nu med Claussen?

Karsk humor
I 'Vers til de døde Mestre' (1917) står det ikke ubetinget godt til: »Hvem traadte der i Stuen ind/med filtret Skæg og vejrbidt Kind (...) thi selv om fyren ej er fin,/saa ejer han en Violin,/som synger og som klager«. Her mener jeg nok, der er lige lovlig meget Jens Vejmand og halvsøgte rim på banen.

Men så kan vi bare springe til 'Vaarbebudelse' (1923), hvor det hedder: »Denne fine sne paa Kinden,/mærker du det ej?/er forfrosne Dødes Ild,/med Blomsterkys til dig«, og så er der anderledes schwung og gotisk vildskab over sagerne.

Og så fandt jeg lige en hilsen til tåbelige mikler, der kritiserer afdøde digtere: »Hvor et Menneske dog er forfinet,/bemærked den kunstige Mikkel/og fæsted paa sit Bryst en Aurikel: Vi forplanter os ganske som Svinet,/vi er født som et Dyr med Testikel,/men har lært os at køre paa Cykle./Hvor et Menneske dog er forfinet!« - hvor 'Cykle' jo skal udtales 'sikel'.

Tilgiv mig denne selvoptagede digression, formålet er alene at gøre opmærksom på, hvor karsk humor, næsten à la Halfdan Rasmussen, man også kan finde hos Claussen - der er så meget andet end inderlig lyrik og tåredampende, behersket sørgmodighed.

En ganske anden og banalt indlysende kvalitet er, at Claussen jo ganske enkelt (eller ikke så enkelt) rimer helt forbandet godt, sproget slår smæld, når det er bedst, og der er noget helt fundamentalt forheksende ved disse rim, når de gungrer og danser af sted. Ergo - und Dem selv den glæde, det vil være at indsnuse Afrodites Dampe i dette glimrende og relativt prisbillige udvalg.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement