Ja, hvad tænkte hun egentlig, denne trofaste hustru og fremtidige mor til Herakles, da hun bedragerisk blev lokket i seng af Zeus i skikkelse af sin egen husbond, hærføreren Amfitryon, som sådan set var ude i krig? Det er den lærde frankofile og tidligere franske professor John Pedersen, som i sit glimrende efterord til sin oversættelse af Molières 'Amfitryon', stiller spørgsmålet om Alkmenes tanker. Om hvad kvinden, som gik i seng med sin mand i god tro, måtte tro om det tilfælde. Stille kvindeoprør Det er imidlertid ham, Amfitryon, som har givet navn til skuespillet, som i Molières version fra 1668 lader den oprindeligt græske myte udspille sig blandt de romerske guder. Historisk er vi midt i det stille kvindeoprør, som blev anført af de preciøse kvinder fra borgerskab og fattigadel, som krævede både den kvindelige følsomhed og kritiske intellekt mere respekteret, end hvad godt var her i den tidlige enevælde. John Pedersen går rimeligt nok ud fra den gamle franskmands egen dramatisering af myten. Molière var jo den første moderne portrættør af kvinden stedt forvirret og forsmået i en maskulin tid med megen ære og værdighed, blot ikke for hende. Og professoren lader det ikke blive ved dette periodens paradoks. Vi får dertil meget at vide om Amfitryon-sagen til alle tider. Også om den mest berømte, nemlig nummer 38, den lyrisk-realistiske dramatiker Jean Giradouxs galante version fra 1929, 'Amphitryon 38'. Følelsernes utroskab Historien om Alkmene og Amfitryon, og hvordan en liderlig gud kom imellem ægteparret, tilhører den rigtige kanon, som den blev defineret i Aristoteles' poetik. Her blev det én gang for alle fastlagt, hvilke miljøer og motivkredse fra det klassiske repertoire man burde, skulle og kunne tage op, hvis man ville anerkendes som rigtig kunstner. Interessant nok - det må vække til eftertanke hos tidens kanonister - er det, når Molière går uden for kanon og skildrer sin egen samtid i 'Tartuffe', 'Misantropen', 'Don Juan' og 'Den gerrige', at vi spiller ham og kalder ham for genial. Med sin 'Amfitryon' er han imidlertid inden for de kanoniske rammer for det, man bør klappe af i 1600-tallets nyklassicisme. Men som John Pedersen drilsk stiller det an, så alligevel ikke helt - ræven Molière har flere udgange på sit stykke. Myten er højst sandsynlig i sin samtid i det antikke teater blevet brugt til anskuelse af gudernes vilkårlighed og skæbnens strenghed. Hos franskmanden kommer det til at handle om følelsernes utroskab og så inden for ægteskabets trofasthed og ikke kun i alkoven. Kærlighed kontra sex Alkmene tror, at hun med Ibsens og Noras ord i 'Et dukkehjem' har oplevet det vidunderlige i en heftig nat med Amfitryon, netop i den romantiske henrykkelse, at for en stund og i et spontant øjeblik var ægtemand og elsker mirakuløst den samme! Det er hele humlen og hurlumhejet, som den franske teaterskrædder syer til en spændende toga for Solkongen med egen kongelig kvindejagt. Men Molière vender også stykkets tema nede blandt tjenestefolk, og således bliver sagen munter, jordnær og nærværende. Hvad taler vi om, når vi taler om kærlighed? Det var vel egentlig det, Alkmene tænkte, da det gik op for hende med hjertets smerte, at det guddommelige knald ikke hver gang nødvendigvis er bøjet i kærlighedens kasus.