Alice Munro er ikke stort kendt uden for sit canadiske fødeland, og det er en skam. For hun er en af de allerbedste forfattere, vi har, og så skriver hun kun noveller. Det er hun til gengæld en mester til, og historierne i 'Runaway' - hendes niende samling - glimrer i hånden på sin læser som tætte, slebne diamanter. Stille larm Det er diamanter, der ikke gør meget væsen af sig, for Munro skriver helt enkelt og ligetil om alt det dagligdags, der udgør vores liv. Men man skal ikke lade sig narre. Under den simple stils stille overflade buldrer det med betydning, og det er en form for betydning, det ikke er sådan lige at sætte ord på. Pludseligt dødsfald Tag for eksempel historierne om Juliet. Hun er hovedpersonen i tre af bogens otte noveller, der alle handler om forskellige former for flugt. I hendes første historie, 'Change', tager flugten en tilfældig drejning, da Juliet pludselig beslutter sig for at opsøge en mand, Eric, som hun tilfældigt mødte på en bustur. Den impulsive handling kommer der et langt forhold og et barn ud af, da Juliet rykker sin tilværelse op med rode for at leve med Eric oppe i det nordlige Canada. Også det næste kapitel af Juliets unge liv synes at råde efter tilfældigheden, da Erics pludselige og voldsomme død slår hendes og hendes datters liv helt ud af kurs. Altings uudgrundelighed Men i Juliets tredje og sidste historie får tonen en anden og mere skæbnesvanger lyd, der klinger af den mytologiske verden, hun i sin ungdom studerede på universitetet. Ligesom Juliet i sin tid flygtede fra sine forældre og det snæversynede provinshul, hun voksede op i, forlades Juliet nemlig nu pludselig af sin 20-årige datter uden så meget som et ord. I årene efter datterens forsvinden sidder Juliet og graver i fortiden for at finde frem til en eller anden form for forklaring: Opdrog hun sin datter forkert? Var det farens tidlige død, der nu er skyld i hendes desertering? Eller morens efterfølgende sorg? Hvem ved? Det gør historien i hvert fald ikke, og den lader Juliet formulere indsigten i altings uudgrundelighed til slut i novellen: »Vi tror altid, at tingene har en grund, og vi forsøger altid at finde frem til den grund. Og jeg kan fortælle i lang tid om alt det, jeg har gjort forkert. Men jeg tror i virkeligheden ikke, at grunden er så nem at gå til« (anmelderens oversættelse, red.). Stille og stor kunst At grunden ikke er så nem at gå til, kunne man kalde Munros poetik. I historie efter historie har hun kredset om nogle få detaljer i forholdet mellem mennesker - specielt mellem kvinder, og specielt mellem mødre og døtre - uden at være kommet noget nær et svar på disse forholds problemer. I svarets sted lader hun mulighederne runge under sætningernes præcise staccato, som når et menneskes bitterhed over at være gået glip af et helt livs lyksaligheder foldes ind i alt det, hun ikke siger, og alt det, hun ikke gør - ligesom hendes liv er bestemt af alt det, hun ikke kan: »Hendes tone var så blid, hendes hån så uendeligt stille, hendes smil - der nu var væk - et lillebitte løft i mundvigen« (anm. overs., red.). Det er stille kunst, stor kunst og en kunst, som alle burde lære sig at kende.