At læse digte betyder, at digtene bliver til ens egne. Ikke nogen anden litteraturform har det incitament af personlig tilegnelse, som betyder, at man næsten aldrig kan få en digter til at forklare sit kunstværk. Ikke-hellig prædiken Prosaforfattere kan selv bidrage til tolkningen og lette læseren forståelsen. Digtere kan måske, men kun for så vidt angår de faktuelle gåder. Når Gustava Brandt f.eks. et sted taler om Stirner i sin nye samling digte, kan det være en fordel, at man ved, han taler om Max Stirner og 'Der einzige und sein Eigentum', en gammel, en gang berømt, ikke-hellig tysk prædiken for det individuelle menneske og hans enlighed og gave. Men hvad det betyder, at Stirner nævnes, må man gætte sig til med egen fornemmelse. En grumset affære At læse digte betyder også at repetere digtet hurtigt - til det langsomt synker ind. Olaf Bull nævnte engang, at svær læsning pludselig blev ham lettere, når han skyndte sig at læse og dermed sprang med forfatteren i en slags instinktiv forståelse. Mange vil finde Jørgen Gustava Brandts dialogiske konfrontationer vanskelige at læse - på grund af højt lixtal og sære, helt personlige sansninger og syner. En slags almen Jørgen Gustava Brandt findes naturligvis, men her i 'Begyndelser' eksisterer det almene - hospitaliseringen - kun i indledningens halvt surrealistiske opvågnen på sygehuset, hvor lyde, lys, dryp, inventar, besøg af den stille, stille familie er kendt af enhver, der har været syg: Balancen på begrebet være - en line mellem murene, en grumset affære, hvor Gustava Brandt stiger på ordenes line - inden saltomortalens bump i gulvet. Eller - fordi han er digter - siger på ordenes line inden døden. Erindringsrapsodi Fra begyndelsen følger en suite af erindringer, som kredser om det erotiske møde, og som begynder i barndommen, 'Sommersøndag i Pilestræde' hvor en lille dreng står ledig ved sig selv, mens: En cyklist flyver lydløst forbi/ irudemørket. Er det også Gustava Brandt? Ja, selvfølgelig er det ham, set fra barnets observationspost. For stilheden rutsjer. I Jørgen Gustava Brandts tilfælde bliver forståelsen, dvs. tilegnelsen, lettere af, at han er poet - han kan skrive linjer med poetisk vellyd og lyst, vokalernes harmoni, og dermed digte i glæde, som i det sorte digt om Liége: Så meget/ vådt/ hvidt/ og sort. Så megen raffineret og enkel kolorit, kragernes og ravnekrogenes sorte palet, mens digtet slutter i hvidt. Og i den enkeltes ensomhed. Digtsamlingen er en erindringsrapsodi, siger forlaget, mir est es egal. Men det betyder, at glæden er intakt. Vist blev han helbredt og har ordene i behold.