Tobindsromanen 'Amtmandens Døttre' er trykt første gang i Kristiania (nu Oslo) i 1855. Forfatteren er den dengang 42-årige Camilla Collett (1813-95), om hvem denne anmelder med skam at melde ikke ved andet, end hvad hun kunne læse i Politiken 17. december 2004. De tre kvindekanonerer skal således have tak for overhovedet at bringe Collett ind i mit synsfelt. Klassisk problemstilling Og hører man til dem, der elsker Jane Austens romaner, bør man straks kaste sig over Collett. For i 'Amtmandens Døttre' gennem-spilles intelligent og følsomt en såre klassisk og fortærsket problemstilling. Den handler i den flade udgave 'bare' om, hvem der 'får'/ bliver gift med hvem. Og det kan i vore dage ikke optage sindene så meget som spørgsmålet om, hvem der får børnene, når man skilles. Forrådt af forældrene Men til andre tider i vores kultur (og dem bør vi interessere os for, hvis vi vil forstå både egen og andres nutid) var spørgsmålet om, hvem man blev gift med, det både fysisk og psykisk mest eksistentielle overhovedet. Ganske vist kun for kvinderne. Men de er immervæk også en del i det samlede billede - halvdelen, så vidt jeg ved. Derfor, medmindre man var en dum og indskrænket lille pynte- og brugsgenstand, bragte bortgiftningsdramaet alle selvværdets, magtens og afmagtens mekanismer op til overfladen. Og det rakte langt videre end spørgsmålet om, hvem pigebarnet på det givne tidspunkt eventuelt var forelsket i. Hvis der er kærlighed i romaner som denne, er det først og fremmest forældrenes kærlighed eller mangel på samme til deres giftefærdige (hvilket afskyeligt ord!) døtre. Mange af dem blev slet og ret forrådt af forældrene - om det nu skyldtes bornerthed, dumhed eller fejhed fra især mødrenes side. Men de var også magtesløse - den slags har det med at gå i arv. Berøvet for sjælelig frihed Nu til historien: Amtmanden i det afsides, men smukke distrikt i det nordlige Norge, hvor landskabet har bjerge, grotter, vandløb og alt til romantikken hørende, er en blid, skuffet mand. Med en dygtig og socialt talentfuld, men overfladisk kone har han fire døtre. De skal naturligvis giftes, eftersom det er det eneste succeskriterium, der står åbent for dem. De to ældste er ved romanens begyndelse ved at sygne hen i kvælende ægteskaber med faderens tidligere fuldmægtige, som kun har haft chancer i kraft af det ringe udvalg. Den tredje, Amalie, er sværmende og tilpasset og ikke noget problem, mens den yngste, Sophie, har både vilje og evner til noget mere. Så kommer der en ny ung fuldmægtig, Georg Cold, som Sophie i hvert fald ikke vil smedes sammen med. Men han viser sig også at være af en ganske anden støbning end de foregående. (Forestil Dem en krydsning mellem Faust og Werther). Forfatteren, som indimellem lader en anden stemme forholde sig kritisk til den gryende emancipation i f.eks. fransk aftapning, benytter sig (ligesom Austen) også af breve. I et af dem skriver Cold: »Jeg havde tænkt mig Kvinderne som det til alt Godt og Dygtigt begeistrende Princip, og jeg fandt en Hoben Skabninger, der, allerede fra Fødslen af berøvede al sjelelig Frihed, fordummede ved Opdragelsen, vilie- og hjælpeløst tilfalde den første, den bedste Forsørger«. (Manden vil også gerne elskes som sig selv, viser det sig!). Den tykke bænkevarmer Fra kvindesiden ser det samme således ud, eksemplificeret ved et bals ydmygelser: »Paa Gulvet havde Herrerne placeret sig, dels i Grupper, dels slentrede de op og ned langs Rækkerne, akkurat som Officiererne, der mønstre Geledderne«. Alle undtagen en tyk pige bydes op, og en af mændene kommenterer hende til en anden, så hun kan høre det. »Hvorfor udsætter hun sig for en sådan Ydmygelse?«, skriver Sophie i sin dagbog. Og hun fortsætter: »Det forundrede mig også, at de styggeste Herrer på Ballet altid opsøgte de smukkeste Damer, ligesom de ikke kunne falde nok i Øinene alligevel. Naar en saadan Herre vilde gjøre sig Rede for, hvorfor og med hvilke Tanker en saadan Dame følger ham i Dandsen, saa vilde det dog ganske bestemt falde ydmygende ud for ham«. Fint psykologisk tidsbillede Sophie og Cold er begge så hæmmede af deres kønsroller, at deres intimitet ikke overlever at omplantes fra det åndelige til det fysiske, og så sørger stolthed og konventioner for resten. Men 'Amtmandens Døttre' ender ikke ulykkeligt, blot resigneret - og med en anden slags kærlighed. God læsning for den, der evner at sætte sit læsetempo lidt ned for at få det fine psykologiske tidsbillede med. Og obligatorisk, hvis man i øvrigt interesserer sig for 1800-talsromaner. Det var naturligvis ikke flere kvinder i lederstillinger, der stod på dagsordenen i 1855, men »en større aandelig Uafhængighed af Mændene, der ville bringe en større Nærmelse tilveie, og tillade os at være Mere og i en dybere Forstand for dem, end nu«. At det nu er op til kvinderne, om det lige er det, vi vil, er allerede et stort fremskridt. Der er også kun gået halvandet århundrede...