Slemt er det at blive spist af et uhyre. Værre endnu: at kunne være blevet spist af et uhyre, og nu vil ingen tro på det. I begge tilfælde er man færdig. Uhyrer sætter spor. 'Kevins hus' er seneste udgivelse i Dansklærerforeningens nye serie med 'billedromaner', der redigeres af Kari Sønsthagen, og denne rammer allermest i plet. Katrine Marie Guldagers isnende ord følges helt ned i kulkælderen i Claus Rye Schierbecks dunkle tegninger. Han har aldrig været bedre. 'Kevins hus' er ikke for folk med sarte nerver. Skræmmende stakkel Kevin er en stakkel. De er lidt bange for ham i skolen. Så ser Alexander, at hele Kevins familie kører på sommerferie - uden Kevin. Og som ført af en dukkemager går han lige i lag med Kevin, som han hidtil har undgået, og adopterer ham nærmest for sommeren. Dunkle kræfter Under et besøg hjemme hos Kevin, der skal hente rene underbukser, falder Alexander ned i kælderen på et blødt uhyre med øjne så store som tekopper. Og inden historien er omme, har den pæne dreng overgivet sig til mørke og uforstand. Han drages og sælger sin sjæl uden at få noget igen. Historien drives af uafvendelighed og dunkle kræfter. Naturligvis er der ikke noget uhyre i kælderen. Men hvor er det så? Powerpar I denne billedroman udfordrer ord og billeder hinanden i en forrygende, makaber dans. Det er Dennis Jürgensen med stærkstrøm - han holder også af uhyrer i kældre - men så er det tillige i vældig kort form en historie om at knække og gå i sort. I sit tema kan bogen minde om Bent Rasmussens 'Babanana' fra i efteråret, men Katrine Marie Guldager går langt videre. Måske går hun for vidt? I 'Kevins hus' er der fyret maksimalt op for uhyggen. Det lurende vanvid bliver fremstillet med højeste grad af alvor. Tegner og fortæller er et powerpar. Det er uhyggelig godt.