Ideen er så indlysende, at man kan undre sig over, at den ikke er blevet lavet før nu på dansk: I USA har man - det vil sige regeringskritiske røster har - længe opereret med den tanke, at alle krige, smitsomme sygdomme og terrorister bare er mere eller mindre koreograferede tricks, der bliver fyret af fra de politiske spindoktorer. Alt sammen noget, der skal få befolkningen til at gå i panik, så den i frygt og bæven stemmer på den siddende regering, der kvitterer ved at love lov og orden, mens den selvfølgelig i virkeligheden hærger derudad. Parallelverden Denne småparanoide tankegang har Flemming Chr. Nielsen omplantet til et lille fiktivt stykke dagligdags-Danmark, der ligger parallelt med vores eget - eventuelt en smule ude i fremtiden, det står faktisk ikke helt klart. Men i hvert fald dukker George Orwell jo op i tankerne. Slægtsforskning I denne ramme følger vi, i en roman med et pudsigt halvfærdigt format på 159 sider, hovedpersonen Johnny Poulsen, der er blevet fyret fra en tæppefabrik i Skjern og nu bor i København, hvor han fordriver tiden med slægtsforskning. Han vil gerne finde sin forfader Johann Frederick Cornmod. Tudefrands-attitude En af årsagerne er, at Johnny selv grangiveligt ligner en indvandrer. Eller er det i virkeligheden vores nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, han ligner? Egentlig beskrives han mest bare som en abe, der skal barbere sig hele tre gange dagligt for at holde skindet bare nogenlunde glat, og som i øvrigt ikke kan skjule sit hår på brystet. Længe tror man selvfølgelig, at Johnny og Anders Fogh skal bytte plads, som i en klassisk forvekslingskomedie a la Shakespeare. Men det er slet ikke den vej, vi skal. I stedet udvikler historien sig til et syndigt - og ret underholdende - rod, der består af blandt andet PET, politi, politikere, journalister, psykiatere, den afskyelige snemand, en livsfarlig bakterie, et internat i Skjern - Karen Jespersen-style - og ikke mindst et værtshus ved navn Ofelias Død. At tænke sig! Det hele leveres i en letbenet realisme, der glider let ned og har et lettere selvfedt glimt i øjet. Problemet er, at emnet jo er dybt alvorligt, og at det postmoderne demokratis bundløse krise er alarmerende aktuel - og at temaet derfor kalder på en langt mere ambitiøs forløsning i romanform. Måske derfor virker romanen underligt pjattet, halvhjertet og inderst inde som endnu et udtryk for den Tudefrands-attitude, der præger dele af den danske opposition: Der stikkes lidt satirisk til modstanderen, men noget farligt angreb bliver det aldrig.