Det er efterår, og regnen pisker mod ruden. Du putter dig i en krog ved ildstedet, hvor suppen syder, og dyrekøllen drypper. Nu ville det gøre godt med en god historie inden spisetid. Den leverer Vibeke Appel, hun fortæller gerne om 'Troldmandens skygge'. Far i fare Det er forsommer, men kulden bider stadig. Suppen smager afskyeligt, og uden for kroen lurer den onde barons svært bevæbnede folk. Du hedder Hr. Stig og er 16 år. Du er på vej til den store borg for at befri din far, og du ved, hvad du skal gøre. Undervejs på rejsen slutter troldfolk og småfolk sig til selskabet. Det endelige slag bliver lige efter bogen, folket vinder over tyrannen, og nu er det vist blevet spisetid! Mangel på spændstighed Det er rart med tomgang i fantasy. Historien skal brede sig ud og dvæle ved både hytte og højland. Så kommer det farlige i et pludseligt hug, og muligheden for forræderi er en strømning under det hele. Alt skal være velkendt med en atmosfære, der emmer af brænderøg og hestemøg. Middelalderen har ikke levet forgæves. Vibeke Appel føjer ikke noget nyt til en kær genre. 'Troldmandens skygge' er lang som en sørgmodig folkevise. Historien følger takten og kommer rundt om de fleste traditionelle temaer, men i bund og grund mangler bogen spændstighed og nødvendighed. Der skal være en glødende grund til at fortælle netop dette eventyr om godt og ondt på ny, på ny. Ud over at forfatteren kan skrue en miljørigtig handling sammen helt efter urhistorien. Alle har fantasi, men det er ikke enhver, som kan skrive fantasy! Ungridder Hr. Stigs rejse fortælles i et velplejet sprog med vægt på høvisk tale og god opførsel. 'Troldmandens skygge' er rimelig god underholdning fra flodbølgen af fantasy. Den dufter lidt af dyrekølle på spid, men den smager ikke af så meget.