Peter Laugesen, der har et halvt hundrede bøger og et par cd'er bag sig, har udgivet en ny og ganske gammeldags digtsamling. At titlen 'Divanord' kan læses på to måder, tilskriver jeg digterens legesyge, for nogen dybere mening giver det ikke. Halfdan og Majakovskij Under læsningen af 'Divanord' - en generøs sag på 164 sider - slog det mig, at Laugesen placerer sig et sted mellem den russiske revolutionsdigter-desperado Vladimir Majakovskij og den mildt smilende velfærdsanarkist Halfdan Rasmussen. Slet ikke noget dårligt sted at være. Plat og poetisk At der er vidt forskellige tonefald, former og udgangspunkter i en digtsamling er helt legitimt. Det er en gammel sandhed om Laugesen (som så meget andet påpeget af hans væbner Lars Bukdahl), at han blander det platte og det poetiske, det trivielle og det kanon-egnede. Men jeg vil tillade mig at ærgre mig over, at forlaget ikke har givet Laugesen mere modspil i de tekster, jeg ikke synes han er tjent med, det være sig grundet en slap form eller en misforståelig morale. Hvorfor ikke det halve med det bedste? Men så var Laugesen vel ikke Laugesen ... Hunden og datteren Digteren, der er født i 1942 og uddannet typograf, bor tydeligvis på landet, og vi ved, det er i Jylland. Han er fascineret af fugle og sten: »Ikke bare ædelsten/ men lange sten og tykke sten og høje sten og flade sten og/ runde sten og spidse sten/ Tag dem til dig, når de taler. Sten er tunge«. Han har en hund, som spiller en prominent rolle i hans hverdag og på 'Divanord's sider - ligesom de døde digtere (og musikere), han står i kontakt med. Ellers får vi ikke så meget at vide om hans privatliv, udover at han har (eller havde) sin yngste datter boende over Netto på Blegdamsvej. Det skriver han i et småsnakkende savnebrev til Dan (Turèll, må man formode). Demokratiets madonnabrøl Han optræder i radio og tv - flere digte, f.eks. 'Bestseller', beskriver den fremmedgørende og forfladigende effekt . Han er en gammel hippie, med tryk på gammel (»og hjertet er en hund/ der gøer af alting/ i et stort/ og tømt museum«) og det er ved at være aforisme-tid: »Man bruger livet til at rode i gamle kasser,/ til livet bliver en gammel kasse, man roder i«. Og så hader Laugesen altså USA, deres popkultur, imperialisme og brovtende, barnlige fremturen. Det er, om end uoriginalt, meget respektabelt. Skade blot, at han ikke har gidet finde på nogle nye nederdrægtigheder, men nøjes med burger-, våben- og magtflosklerne. For som han siger i et af de gode digte, skal litteraturen »ikke bare tale om det, der ikke sker, og om sig selv./ Den skal ikke bare være fri på tværs af alt betændt/ privat og tale direkte igennem hele vejen udenom./ Den skal også kunne tale om det, der faktisk sker«. Men jo mere godt og rigtigt digtets position er, desto mere kræves der af formen. At jeg opfatter det netop citerede som godt, skyldes måske dels, at det tager udgangspunkt i Rusland og Tjetjenien (ikke så forslidt et emne), men især at formuleringen er frisk. I modsætning til denne: »Hvor mange fantastiske musikformer myrdes hver dag af amerikansk pop«. Det kan man høre til enhver dansk familie- og folkepartifest. Og at tage demokratiet som gidsel i sin kritik af den vestlige arrogance virker intellektuelt dovent: »Demokratiets madonnabrøl/ overdøver helt/ pashtunernes sang i krattet« får endda være, selv om jeg personligt (som kvinde?) foretrækker madonnabrøl for pashtuner i krattet. Stilsikre rapslams Men når Laugesen skriver om demokrati, at: »Det kommer gennem voksende vægge/ af ond støj,/ tungt vraltende med hat og patter,/ og det står der midt om natten/ med sit lys der slukker stjerner/ og plaffer lufthuller i containere/ proppet til randen med vilde børn./ Der står en sindssyg præst/ der lugter andre folks blod«, så undervurderer han både sig selv og sit publikum og lyder som en anden præst, der mener at menneskerettigheder er blevet en afgud. Derimod fungerer dette: »Sådan en stråforkortermorgen/ er jeg bare træt af ideologisk klumpsprog/ til højre og venstre for en streg i sandet/ som vinden og vandet hele tiden/ gør hvad de kan for at slette«. Med det øre for klumpsprog skulle Laugesen nok kunne udrydde sit eget. Og det har han gjort effektivt i det fine afmagtsdigt, hvor hans barberskummende ansigt i spejlet er et kort over Irak, der venter på den fremtidens ragekniv, han har i hånden. Der er folkeligt favoritpotentiale i 'Moviestar', der ikke har så meget andet end charmen og lokaltonen at gøre godt med. Men det er også nok: »I'm Dennis Hopper/ I'm an actor/ I'm a poet/ I'm a painter/ I'm a film maker/ I'm a photographer/ I'm i det hele taget a pralrøv from California«. Så er det sat på plads. I de adskillige stilsikre rapslams, både dem, der kaldes det, og dem, der bare er det, er Laugesen i et af sine rette elementer. Deres vrængen sætter hans poetiske skitser og lyriske akvareller i ramme. Men ligesom med andre rammer havde man gerne undværet enkelte af dem. Stjerner på bænken 'Divanord' demonstrerer til overflod, at Laugesen har en taktfast rimende agitator i maven - det er den ene side af affiniteten til Majakovskij, som han da også hylder og er på fornavn med. I 'Parole' er det dog Halfdan, der spøger: »Folk vil ha' dit/ og folk vil ha' dat/ Folk vil ha' skidt/ og folk vil ha pjat/ år efter år/ Folk kan bare/ ta' hvad folk får«. Dette digt nedlagde mig: »Stjernerne sidder på bænken/ med stenede knæ til den yderste dag/ Det er for dyrt at få dem på banen/ de spiller for klogt for smukt og for hårdt/ og ingen forstår at de risikerer for meget«. Det er klassisk, romantisk, på grænsen til de sentimentale, men den pågående solidaritet og det glidende og tvetydige skift fra himlens til andre stjerner er kanon - med begge ordets betoninger. Det digt slår ud på den lyriske Majakovskij-måler. Men måske er det disse linjer, der bedst opsummerer Laugesen, som han fremstår i 'Divanord': »Jeg ønsker mig/ en gammeldags lokomotivfløjte/ dampdrevet og med træksnor/ til når der skal omkvæd på«.