I en krig er der ikke helte. Det konstaterede den afghanskfødte forfatter Atiq Rahimi i et interview til Politiken sidste år. Dengang modtog han ALOA-prisen for den bedste tredjeverdensroman, oversat til dansk, 'Aske og jord'. Helte og heltinder I mellemtiden har forfatteren dels skrevet en ny roman fra ungdommens russisk besatte Afghanistan, dels revideret sit syn på helte noget. I hvert fald er det svært ikke at se konturerne af mindst én helt indeskikkelse i 'Drømmenes labyrint'. Mørkt mareridt En ung studerende tager på druk i Kabuls gader, glemmer spærretiden og politiets manglende sans for humor ... Hvad der i andre storbyer ville blive straffet med gevaldige tømmermænd og en enkelt betjents advarende ord, ender her i tortur, forfølgelse og flugt. Sådan kort og prosaisk fortalt, for 'Drømmenes labyrint' er ikke en spændingsroman i gængs forstand. Det er et mørkt, mørkt mareridt om angst og åndenød i et besat land. På tærsklen mellem bevidsthed og søvn forsøger Fahrad at orientere sig i dette tætte mørke, som netop aldrig forsvinder, skønt forfatteren lader solen skinne og en smuk kvinde åbenbare sig. Flygtningens klaustrofobi Den mørbankede Fahrad har fået husly hos en ung enke og hendes søn. Om det nu er kvindens sensuelt dinglende hårlok, drengens kalden på far eller den hjemlige duft af løg - skjulestedet bliver den oase af liv, Fahrad kan klamre sig til i den kaotiske tilstand af angst og forvirring. Et andet sted i mørket befinder moderen sig; i hendes ansigts furer nedlægger Rahimi nænsomt, men præcist et stykke køns- og kulturhistorie fra et ældgammelt og dybt patriarkalsk Afghanistan. På lignende vis knytter forfatteren sirligt en dobbeltbundet kærlighedserklæring til hjemmet og familien ind i det ægte tæppe, Fahrad vikles ind i, da han skal smugles ud af Kabul. Således stramt indrullet i lugten og varmen fra sit barndomshjem, rasler han med blandede følelser gennem landet. Mere rammende kan flygtningens klaustrofobi næppe beskrives. 'Drømmenes labyrint' er en lille, tætpakket fortælling. Fri for storpolitiske udredninger og dryppende blodbade, men derfor overkommelig for den læser, der ønsker at skyde genvej gennem historiebøger og mediedækning, lige ind til dér, hvor flygtningens oplevelse bliver eksistentiel. Og - for nu at vende tilbage til Rahimis udsagn - uden distancerende skær af heltedåd.