Engang imellem savner man Jules Verne (og ligesindede), der fulde af ildhu sammen med tapre videnskabsmænd (og nogle børn) kan lede læseren frem til hemmelige byer, skjulte skatte, glemte dale fuld af dinoer og sådan noget. Det behøver jo ikke at være ren fantasy det hele. Nyligt afdød mammut Mike Davis savnede den slags historier så meget, at han skrev en selv. 'De uddødes dal' har alt, hvad et eventyrlystent hjerte kan begære af vovemod og tyrkertro. Hvem har sagt, at vores jord er helt udforsket? Vedkommende har vist ikke været på Østgrønland! Her finder et blandet rejseselskab stof til adskillige gåder. Ikke mindst knoglerne fra en temmelig nyligt afdød mammut. Barnlig fortælleglæde Under en ekspedition ned langs den forfrosne kyst støder de nysgerrige ind i - hold fast! - en koloni af venligtsindede, overvintrede vikinger, som hygger sig med de store dyr og lever af dalens varme kilder. Det er ikke en viden, som de rejsende giver fra sig, da de efter mange farer og oplevelser får fast is under fødderne igen. Der er ikke sparet på faktiske oplysninger. Til gengæld er persontegningen ret uklar. Sådan skal det også være. Rejseselskabet vandrer ad præ-kambrisk gnejs med en solid bagage af viden om både nordboer, irske indvandrere, mammutter, vejret og de grønlandske heksebrændinger. Det bliver dog aldrig for tungt, for hele tiden er der en næsten barnlig nysgerrighed og fortælleglæde, som driver historien videre gennem kælvende gletchere over svimlende spalter frem mod et tidsmøde over 600 år. Det er fortalt så overbevisende og 'videnskabeligt' som genren fortjener. Respekt! Det behøver slet ikke at være så svært at skrive en god (og spændende) børnebog!