Hvordan puster man nyt liv i den gamle historie om et monster under barnesengen? Jo, man tager et lille monster og anbringer det oppe i sengen. Nedenunder lurer så det forfærdelige uhyre - en dreng! En sær skabning med »lyserød hud, orange pels og alting«. Senere hyrer man en tegner, der også er til lidt af hvert. Råhygge i monsterfamilien Barbara Jean Hicks har skrevet den monster-rare historie om frygt på sengekanten. Den hedder 'Bangebuks'. Bøh-far fortæller godnatgyserhistorie, og Bøh-mor serverer godmorgenmad (= blævregelé). De råhygger sig naturligt og varmhjertet i monsterfamilien, hvor store monsterbror driller på den rare måde. Under sengen Det springende punkt i historien er, hvem der egentlig gemmer sig for hvem. Det lille, frygtsomme monster lærer en hel del, da han - eller er det en hun? - tager mod til sig, stikker hovedet ind under sin seng, skruer op for det kolossale tandgrin og siger »Hej, dreng!«. Mangfoldig og nutidig Billedsiden bestyres af Alexis Deacon, der har valgt at bruge løs af det hele. Hér er tegneserielignende sekvenser, dunkle farveflader, lidt jugend og meget poesi. Rød og sort smøres på til det uhyggelige. Monstre trives til en sart grøn. Hvad der er pænt, afhænger jo af konventionen. Disse monstre er pæne og rene, de er velklædte og mest venlige mod hinanden. Historien fremstilles som en drøm. Et mareridt der blev taget i opløbet. Det er sådan en billedbog, som kan kigges igennem igen og igen, fordi der hele tiden dukker nye forbindelser og flere tanker op på den indre skærm. Tegningerne fortæller om gamle dage på flere måder og med en intensitet, så helheden bliver mangfoldig og helt nutidig. 'Bangebuks' er ikke en kunstbog - det er en brugsbog!