Nogle romaner giver én lyst til at bruge store ord som morderligt modig og uvanligt vedkommende. Måske endog matrikel-'idyllen's helt egen stemme. Gennem overvintrede pelargonieblade, bag et tilrøget gardin. Tyst observerende det velkendt fremmede, der puster sig op, til det fylder hele verden. Ironigaranti En sådan roman er 'Gud taler ud'; Jens Blendstrups nøje afstemte portræt af sin nu afdøde far, der bestemt glimter grumt, som guldringe glimter i en krages øjne, men aldrig skånselsløst udleverer den mand, der levede og regerede på den Herrens Blåmunkevej i Risskov. Gud, som han kaldes med ironigaranti eller pengene tilbage, når han (Gud) f.eks. går en tur på lortestien, sidder og sveder i undertrøje, låser Gerd Lillian (konen) inde i redskabsskuret eller bare ter sig langt ude, hvor de behandlingskrævende vender. Selvbestaltet almægtighed Ironien er heldigvis så lydhørt doseret, at den aldrig trækker tronen væk under Universets Centrum, der tværtimod, og i ro og mag, drejer både handlingen, de fire sønner og den kuede svenske ægteviv rundt og rundt om sin skiftevis alkoholtågede og deliriske lillefinger. Med den afmægtigste af alle selvbestaltede almægtigheder; den rå og hånlige latter som et kæmpemæssigt, forsinket ekko, der får alle, læseren inklusive, til at krympe sig og afvente fortsættelsen hinsides ligusterhækkenes velklippede vagtparade. Entydig respekt Blendstrup skriver så fintmærkende, at man langtfra behøver at have personlig erfaring med en parcelhusbeboer, der har solgt sin sjæl til papvinen, for at mærke indvirkningen helt ud i fingerspidserne. Imens man glider langs den tapetserede side af murene sammen med fortællerstemmen og husets øvrige udviskede beboere. Et nedfaldent familiært bagtæppe. Revet itu og spredt helt ud i hjørnerne af manden, der ad åre høster de sygdomme, han har henslæbt sit liv med at så, uden at hans magt dog lider alvorlig overlast. Det havde denne kutteklædte hævner af en anmelder ellers imødeset med nogen forventning. Med sine præcist ciselerede nedslag i en årelang kronologi, hvor weekenddruk følger lønarbejde, og barnedåb følger bryllup, løfter 'Gud taler ud' en både nødvendig og smertelig flig af det uigennemsigtige slør, der tilsyneladende dalede ned over provinsbyers villakvarterer sammen med dannebrog. En fortælling båret af indre nødvendighed, fornemmer man, og med en tone derefter. Uforstilt og ufordømmende i sit anslag, med en smøg i kæften og en flok bajere på bordet. En søn har leveret et portræt af sin far, der vil noget og kan noget. Resultatet kalder på absolut og entydig respekt.