0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sladderens vej

Simonetta Agnello Hornby har skrevet en indlevende roman om livet i en lille siciliansk flække.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Et sted på Sicilien, vistnok i nærheden af Catania på øens østkyst, ligger Roccacolomba.

Det er en småtrist flække, men dog stor nok til at have både en øvre og en nedre bydel, hvor henholdsvis de fine familier og de fattige bor.

I et hus i den fine bydel dør 23. september 1963 en kvinde, som de fleste kun kender som Mandelplukkersken.

Stejl og dominerende
Som 13-årig kom hun i tjeneste hos den rige familie Alfallipe, men skønt hun var analfabet, kom hun efterhånden i kraft af sin intelligens og jernhårde viljestyrke til at forvalte familiens formue.

Takket være hendes indsats er familien stadig særdeles velhavende ved hendes død, selv om dens unge medlemmer ikke har udmærket sig ved hverken flid eller forretningstalent.

Mandelplukkersken har åbenbart været vanskelig at holde af - stejl og dominerende - men familien Alfallipe er på den anden side heller ikke præget af stor medfølelse.

Irettesættende posthume breve
Det eneste familiemedlem, som ikke straks kaster sig ud i en jagt på den afdødes testamente, men faktisk sørger over hendes død, er familiens gamle mor, som efter sin mands død har boet hjemme hos Mandelplukkersken, der på mystisk vis har fået råd til ikke bare at opsige sin stilling som tjenestepige, men også at købe sit eget hus.

Testamentet lader sig ikke finde, men Mandelplukkersken har til gengæld efterladt sig meget nøje instrukser om, hvordan hendes tidligere arbejdsgivere skal foranstalte hendes begravelse, og hvordan de skal bekendtgøre hendes død.

Kun hvis de gør, nøjagtig hvad hun forlanger, vil de få, hvad de forventer. Familiens hovmod får dem i første omgang til at sidde nogle af hendes anvisninger overhørig, men så begynder de at modtage irettesættende breve fra hinsides graven.

Ubesvarede spørgsmål
Hvordan den døde Mandelplukkerske kan holde øje med sit tidligere herskab, er kun én af de mange gåder, der omgiver hendes person, og som der sladres om i hele byen, lige fra adelens saloner til palæernes portnerloger og rønnerne i de fattiges del af byen.

Hvorfor var hun så tavs om sin fortid? Havde hun haft et ulykkeligt kærlighedsforhold som ung? Med hvem? Havde hun været den nu afdøde husherres elskerinde? Hvor kom hendes penge fra? Var hun stråmand for nogen?

Stjal hun fra sit herskab? Var hun i virkeligheden den lokale mafiaboss' datter? Eller hans elskerinde? Stod hun i et lesbisk forhold til fru Alfallipe? Og hvorfor måtte hendes søskendebørn ikke komme til hendes begravelse?

Egnshistorie
Simonetta Agnello Hornby har lagt sin roman til rette som en mosaik af korte afsnit, der skildrer oplysningernes, gisningernes og sladderens vej på kryds og tværs af byen og derigennem gradvis afdækker mere og mere af Mandelplukkerskens historie; uden at nogle af sladderhovederne dog når frem til hele sandheden.

For hvert led føjes der mere og mere til Mandelplukkerskens historie, men hver gang en portion sladder gives videre, bliver den fortolket, forvredet og forvansket.

Sladderens vej gennem byen udfolder ikke bare Mandelplukkerskens historie, men hele egnens historie fra tiden før krigen til de første år af Italiens modernisering.

Vi hører om godsejere, forpagtere og landarbejdere, om advokaten, notaren, lægen og præsten, om livets gang i Konversationsklubben, om kommunister og konservative, om jordreformer og fjernsyn og om mafiaen og den begyndende narkotikahandel.

Fin ironi
Hornby skriver social- og kulturhistorie, men først og fremmest portrætterer hun med indlevelse og realisme en hel by.

Hendes roman handler om kærlighed, om pligt og skæbne og om en kvindes kamp for at kæmpe sig ud af fattigdommen og for trods den jernhårde sociale kontrol at skabe sig et personligt frirum.

Simonetta Agnello Hornby skriver et elegant og klassisk sprog - som Birgitte Grundtvig Hubers oversættelse yder fuld retfærdighed - og hendes tonefald er præget af en fin ironi og af en flirten med tidligere tiders store romaner, sicilianske og andre, som bl.a. kommer til udtryk i de altmodische overskrifter, der sammenfatter indholdet af hvert kapitel.