Alenemor og strømer

Lyt til artiklen

In medias res som man siger på latin, når en histories afsæt begynder direkte. Det er netop tilfældet i Jens Henrik Jensens nye hæsblæsende og heftige thriller, 'Økseskibet', som begynder lige på og hårdt. Oven i købet med en ny thrillerheltinde, Nina Portland. Kriminalassistent fra Esbjerg, enlig mor, knap fyrre, men langt fra færdig, snarere frejdig og fit for fight som en cool kloning af computerspillets Lara Croft og narcissistiske Nynne med dagbogen. Voksen og følsom På de første sider render Nina rundt i det mørke Estland for at finde en russisk drabsmand som ti år tidligere blev hentet i land i Esbjerg, byen uden fortid og charmerende som en svedig armhule. Ifølge Jensen og han ved besked, han bor der og elsker selvfølgelig sin by, som er enestående anderledes med sit hærdede ansigt ud mod Vesterhavet og lille flade Fanø som en fager fregne i mundvigen. Dygtig plotmager Her fra Sønderho stammer Nina, som følsom og voksen leder efter en far til sin søn. Alt i mens hun ikke kan slippe sagen om den mystiske øksemand fra dazumal. Romanen bygger nemlig på en rigtig sag fra 1993 om besætningen på det tyske skib MS Bärdel, som en russer åbenbart i selvværge dræbte og smed i havet. Jens Henrik Jensen er ikke den store psykolog, men til gengæld en dygtig plotmager, driftig til dramatiske temposkift i handlingen og ferm til at tage den umiddelbare temperatur på sine personer. Ikke så ringe endda Vor jyske hovedperson med sønnen Jonas er således et overmåde sympatisk forsøg på at få den maskulint actionmættede og aktuelt politiske thriller til at klinge sammen med hverdagens mere feminine adagio med at passe hus, købe ind til og læse Harry Potter højt for en knægt på ti. Det slækker nok spændingen noget for genrens aficionados i løbet af den meget lange historie. Til gengæld giver denne poetiske realisme romanen en behagelig ro og mag, ja et sus af genkendelighed og stille øjeblikke fra det liv, de fleste kvinder - og da også mænd - kender og lever i. Noget tyder på at dette er den første i en række af Nina Portland-bøger, og den første er da slet ikke så ringe endda, som de siger ved det hav, hvor fiskere og fannikker færdes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her