Det var i midten af 1600-tallet, at den politiske tænker Thomas Hobbes beskrev livet for flertallet af datidens briter som »fattigt, væmmeligt, dyrisk og kort«. Og skal man tro David Liss' nyoversatte debutroman, 'Et Papirkomplot,' havde tilværelsen ikke ændret sig markant 70 år senere. I al fald ikke i London, hvor romanen udspiller sig, og som i Liss' beskrivelse er en kæmpemæssig kogende suppe af menneskelig elendighed, vold og fattigdom. Kapitalismen som tema Byen myldrer med horer, langfingre og andre stratenrøvere, der slås på tæven, så det står efter, og den eneste trøst for de fleste er billig gin og brutal sex. Siderne emmer af en ram lugt af rå og utilsløret menneskelighed, blottet for vore tiders hygiejniske forfinelser og uden smålig skelen til, at fattige nok også har følelser. Det er scenen, som Liss maler sin ustyrlige historie på, og ganske som i efterfølgeren, 'Kaffehandleren,' der udkom på dansk sidste år, er plottet spundet over det spirende kapitalistiske system, nærmere bestemt børsen, der dengang var i sin vorden. Drømmen om hurtige penge Kernen i fortællingen er en af historiens første aktiebobler, den såkaldte South Sea-boble, opkaldt efter det handelskompagni, hvis aktier pludselig steg ind i himlen og dermed langt, langt over, hvad dets beskedne handel på Sydhavet kunne begrunde. Formuer blev tabt, tilliden til Børsen presset i bund, men ikke mere end at økonomiske bobler har gentaget sig med regelmæssige mellemrum lige siden, senest med it-boblen, der brast for et par år siden. Brændte man nallerne ved den lejlighed, vil man nikke genkendende til mønsteret, Liss beskriver, og pragmatisk konstatere, at der ikke er meget nyt under solen. Verden vil bedrages, og drømmen om hurtige penge lokker selv forstandige folk i uføre. Muntert og underholdende Hovedpersonen i Liss' fiktionelle skildring af aktieboblen er den frafaldne jøde og tidligere bokser Benjamin Weaver. I en tid før oprettelsen af et statsligt politi tjener han gode penge som tyvefænger, det vil sige ved at fange tyve og tilbageskaffe tyvekoster, da han ved et tilfælde bliver hvirvlet ind i sagen om South Sea-aktierne. Dermed ikke sagt at det fra starten står klart for den gode Weaver, at det er der, hunden ligger begravet. Han og læseren skal gennem et utal af krumspring i det Londonske natteliv, overklasse, underklasse og underverden, før South Sea Kompagniet dukker helt frem af skyggen, og den virkelige skurk stikker sit grimme fjæs frem. Persontegningen er ikke i verdensklasse, men med Weaver har Liss ikke desto mindre fundet en ganske glimrende guide gennem datidens London med alle sine krinkelkroge, skumle sidegader og hårde skæbner. Ligesom i 'Kaffehandleren' er skildringen af byen og livet med alle dets utallige komplotter og kontrakomplotter så langt hovedattraktionen i bogen, hvor man, når alt kommer til alt, forbliver ret uinteresseret i, hvem der egentlig er den store skurk. Stor litteratur kan man ikke kalde det, men muntert og underholdende er det. Tag roligt 'Papirkomplottet' med i tornysteret næste gang De skal på weekend i metropolen, og glæd Dem over alle de fremskridt, der er sket de sidste 300 år.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























