Oprindeligt var Apollon en læge- og kildegud. Ja endog mere knyttet til mus som smittebærere end til de senere syv muser for kunstarterne. Men så blev han solgud og siden aristokratiets gud, gud for de maskuline dyder fra ære og mod til standhaftighed og mådehold. Apollons CV I det turbulente 9. århundrede før vor tidsregning bliver hans magtposition truet af en ny guddom, bøndernes, slavernes og kvindernes Dionysos, som endog tvinger Apollon til at dele sit kultsted, Delphi, en del af året med sig. Men Apollon fortsætter sin magtposition blandt den gamle overklasse som opponerer mod det nye fænomen i 400-tallet før vor tidsregning, folkestyret, først og fremmest det ekspanderende demokrati i Athen. Uden direkte at nævne hans navn i sin berømte forsvarstale er Apollon den instans, som Sokrates henviser til som sin skytspatron og rettesnor i sin drilske kritik af demokratiets værdier. Og sådan har Apollons karriere sådan set været siden i vor kulturhistorie. Smuler fra Homers rige bord Apollon bliver først den oplyste, men enevældige fyrstes rollemodel, den franske solkonge, katolske Louis 14., tager sågar navn efter hedningen, som samtidig også bliver sat i spidsen for den rette smags sande kunst. Goethe gør Apollon til besindigheden, selvbeherskelsens og indsigtens symbol. Hvorimod tænkningens Rasmus Modsat, den geniale Nietzsche naturligvis ikke kan fordrage Apollon, men tolker ham som en slags filosofiens Forsigtigper, farisæisk overtro for forstandighed, fornuft og anden dannelsesfims. Otto Steen Due er i sine fortræffelige fordanskninger - sidst var det hymnen til Hermes - nået til Homers hymne til Apollon. Om det nu lige er Iliadens og Odysseens skjald, som har skrevet disse strofer til solgudens ære, er tvivlsomt, visse forskere har kaldt disse vers for smuler fra Homers rige bord. Ikke just demokratisk Forfatteren er dog lige meget, hymnen har den rette homeriske og episke tone. Og at Homer kunne digte disse tekster om Apollons liv og levned fra at være født i dølgsmål som 'uægte' søn af Zeus til i sin magt og vælde at ende som Foibos, guden som kører solvognen hen over himmelhvælvingen, er oplagt, indlysende og nærliggende. Homer leverer ikke just demokratisk ånd i sine to berømte eposer, hos ham er den proletariske Dionysos stadigvæk en ukendt opkomling. Oldgræsk poesi var uadskillelig fra den musik, vi desværre kun har fået overleveret sporadisk. Antik lyrik var imidlertid utænkelig uden akkompagnement af toner fra det arkaiske landskab. Turen går til Delphi Ligesom vi i dag ved, at de klassiske statuer var stærkt kolorerede, ved vi også, at hiphopkulturens rap-musik med ord og fagter sandsynligvis er nærmere antikkens rim og rytmer end de statiske og patetiske oplæsninger, professionelle skuespillere har optrådt med siden 1700-tallet. Due har fint ramt grundtekstens spøjse blanding af netop den høje homeriske stil iblandet en vis djærv og munter mundrethed. Som når 'fjernrammer' Apollon ved grundlæggelsen af sit kultsted sætter sine fanatiske fans til rette ved at kalde dem for 'mennesketosser' og maner til at tage for sig af retterne, der er mad nok til alle. Kunstneren Peter Brandes har atter leveret fine træsnit, som emmer mytisk og yndefuldt af den enigmatiske aura og tåge, den græske mytologi altid henligger i for os, som aldrig bliver færdig med Hellas. Alt i alt en meget smuk bog, så turen går til Delphi oppe på Parnasset!