Hans plots er simple. Det kan være en lille pige, der bliver sendt til noget familie på sommerferie. Eller det kan være en amatørfotograf, der tager et billede og ikke rigtig kan finde ud af, hvad der foregår på det. Det kan også være et ægtepar, der tager på swingerferie for at bytte partnere. Ikke noget særligt, man kan finde fortællinger om de emner i ugebladene. Filosofi og humor Men i Cortázars behandling bliver trivialiteterne til små mirakler. Det tørre, næsten billedløse sprog får jorden til at skride under personerne og himlen til at åbne sig for læseren. De bedste af disse noveller er dyb eksistensfilosofi, høj humor og ganske almindelig hverdag i et og samme hug. Svimlende dobbelt Nu for eksempel historien om Vera og Mauricio, der har været gift i tyve år og er enige om, at deres ægteskab ærlig talt trænger til et pift. De enes om at tage på ferie i de varme lande, men rejse hver for sig, indlogere sig separat, blive forestillet for hinanden som fremmede på lige fod med andre turister og så se, hvad der sker. Hvilket i første omgang ikke er andet end det banale, at de får en affære hver for næsen af hinanden. Habilt og underholdende beskrevet. Indtil flyrejsen hjem, hvor de aftalte spilleregler ikke rækker længere, og hvor manden bliver til konens elsker og hun til hans, mens de to fremmede forestiller sig, hvad de to oprindelige vil gøre, og det hele bliver svimlende dobbelt, i et fikserbillede, hvor forgrund og baggrund hele tiden bytter plads - indtil en grusom og entydig slutning. Katten Adorno Julio Cortázar blev født af argentinske forældre, da Første Verdenskrig brød ud. Han arbejdede som folkeskolelærer i Argentina, indtil han halvvejs gennem livet tog til Paris, hvor han forblev til sin død som 70-årig. Men i måden, han skrev prosa på, forblev han latinamerikaner. Der føres for tiden lærde diskussioner om, hvad fantasi og magi og realisme betyder i Sydamerikas litteratur. I bindet her er der en næsten-ræsonnerende tekst, hvor Cortázar bidrager til forvirringen ved at drøfte emnet med en kat, han har, ved navn Teodoro W. Adorno. Det, han selv gør i sine noveller, ligner den proces at lægge den ene tegning på gennemsigtigt papir ind over den anden og den tredje, og så holde hele stakken op mod lyset: Man aner ikke, hvad der kommer først eller er mest virkeligt. Statskup og den slags Ud fra mine egne beskedne erfaringer fra rejser i den verdensdel vil jeg sige, at sådan er også Latinamerika: en europæisk kultur, der er projiceret ned over en indiansk, som er blevet til en blanding, der har fået mere europæisk ned over sig, så man ikke ved, hvad der er den dybeste virkelighed, og hvad der er fantasteri. I hvert fald har jeg ikke være i nogen kultur, hvor så mange fænomener er på én gang velkendte og ubegribelige. Og jeg har sjældent læst en bog, der gør minderne om den kultur så levende. Det vidunderlige ved Cortázar er, at netop sådan kan han skrive: Så det velkendte bliver fremmed og det fremmede velkendt. En enkelt gang bliver han pædagogisk tydelig, som i slutnovellen om en pige, der ligger i koma. Den bekymrede familie synes, hun ser ud til at have et mareridt og appellerer til lægen. Hendes bror bliver borte i byen, der lyder sirener og skud i gaderne, men det er vist ikke andet end det sædvanlige på de kanter, lidt statskup og den slags, hvorpå den syge vågner fra sit mareridt til lyden af splintret træ og maskingeværsalver. Alle kan ånde lettet op, hun er vendt tilbage »til virkeligheden og livet«. Eller til det rigtige 'Mareridt', som historien hedder. Sproglig magi Men som regel er den sløret, demarkationslinien mellem drøm og virkelighed, mellem gåde og løsning. Som i mesternovellen 'Djævelens savl', hvor fortælleren fotograferer en scene mellem en ung mand og en kvinde og en mand i en parkeret bil, der iagttager dem. Er hun drengens mor eller hans elskerinde, er bilisten voyeur eller kobler? Jo mere billedet viser, jo mere skjuler det, for alt kan ses fra en anden vinkel. Det var over den novelle, Antonioni byggede filmen 'Blow up', hvor David Hemmings så noget nyt, for hver gang han forstørrede sit negativ. Hvilket er endnu en metafor for den tryllekunst, Julio Cortázar udfører med sproget - som trænger fint igennem til dansk takket være kvaliteten af Anne-Grethe Østergaards oversætterarbejde.