Et ofte anvendt, kritisk adjektiv (for ikke at sige en banalitet) vil have det, at noget er 'hudløst', når det når ind bag vores hverdagspanser af sløvet følsomhed. Den implicerede metafor henviser selvsagt til den type ekstrem sensibilitet, der bogstaveligt ville opstå på en del af vores krop, hvis huden skulle forsvinde dér. Der er en stor kraft forbundet med den litteratur, som kan gennembryde den kritiske klichévælling, og vitterlig udvirke, at man under læsningen omhyggeligt får revet et stykke af vanehuden af, så man igen kan mærke livets jernhårde og dampende realitet sive ind i det ublidt væskende sår. Selvbiografisk Morten Bloks 38 små prosastykker i 'at bære væslerne hjem' rummer en sådan stor, heftig, men her som oftest subtilt håndteret kraft. De bærer alle titler i bestemt ental: 'Væselen', 'Skelettet', 'Kuben', 'Fælden', 'Lakunen', 'Sjofelheden', 'Naftalinet'. Og i disse små bestemte stykker, trakteres vi med udvalgte, blottede glimt af det, der forekommer at være den biografiske personage Morten Bloks hidtidige liv, med særligt, labilt hensyn til den tidlige, purunge Bloks erfaringer med forældrenes skilsmisse, mormorens vanvid, kæresteoplevelser i Kolding, Vesterbro og det elskede Lissabon. Ætsende, hvidt lys I åbningsstykket 'Væselen' beskriver Blok scenen med mormor, der skal afhentes på Skt. Hans efter at være udskrevet fra den lukkede afdeling. Unge Blok (rettere: fortællerpersonen) føler en særlig forbundenhed med sin mormor: Mod systemets træske, fremmedgørende fangarme står den autentiske anderledeshed, som han selv og mormor uhindret kan trække veksler på. Den ældre Blok kommenterer eksplicit ironisk: »Jeg var ung, selvretfærdig, jeg havde læst antipsykiatrien; du var ikke syg, men benådet med den rigeste indsigt«. Men samtidig med denne distance er der første sætnings direkthed: »Når jeg tænker på lyset er det ætsende, hvidt« (bemærk det fine lille komma efter »ætsende«, det er netop det, der løfter sætningen). Og der er den, ja, syret præcise volte i blikket, der rettes mod den sorte pelsvæsel, mormoren bærer om sin hals: »Hårene var slidt af de stumpe ben med de tykke trædepuder; de lå på dit bryst som små, sorte knolde, rodknolde, alt for sorte og for bløde«. Umenneskelig askese Som bedst pendulerer Blok i disse stykker mellem det næsten hårdkogt afstandtagende til den unge, patetiske og ulidelige Blok (der dog aldrig udarter til lårklaskende ironi) og så den sitrende hypersensibilitet, der residerer i blikket, der dvæler, eller snarere klæber, ved den døde væsels alt for sorte, og for bløde rodknolde. Som værst sniger en klistret næsten Kidde-agtig fims sig ind, som i 'Markføreren's sidste linjer: »Jeg havde ikke brug for dig længere, korset brændte sig ind i mit bryst som et snit, og ud af det var en anden, en ædlere karakter spiret frem; jeg var genfødt, forløst, befriet for alt som var menneskeligt«. Men fimsen holdes mestendels i ave af den skiftevis alvorlige og robuste distance, som fortælleperspektivet frembringer, en distance der klinger med i den sidst citerede sætning, der også holder dom over den frelste, unge mandslings selvudnævnt umenneskelige askese. Det menneskelige, med og uden hudflager, har emfatisk sneget sig med ind i disse lumske, brutale og forfinede væselstykker.