Det er alt sammen Marvs skyld. Traumebundtet, der kun er god til én ting: at dræbe. Hvis bare ikke Marv havde taget så godt fat om Frank Millers tegnehånd med sin kolossale barkede blodige næve, så havde tegneserien som kunstform set helt anderledes fredfyldt og farverig ud. Men det gjorde han altså. Grum skønhed Og i Marvs jerngreb sivede farverne, selv den ellers så hyppigt forekommende blodrøde, fra gaderne, gåderne og de menneskelige gevækster i Sin City - et steghedt helvedeshul af en depraveret møgby og titlen på Frank Millers tegneseriemesterværk, der begyndte at se dagens lys i 1991. Holdt kun i sort og hvid, nul grå nuancer. Næsten grafisk i sin grumme skønhed, nærmest snittet og hugget med en ekspressionistisk akkuratesse og med både to- og tredimensionelle kvaliteter ned i det intetanende papir. Og befriet for fartstriber eller andre bevægelseskruseduller. Ultravoldelig comic noir 'Sin City' er en serie fastfrosne tusindedele af sekunder, der med et berusende drive og sort humor udfolder historien om voldskolossen Marv, der overnight forelsker sig i Goldie, gudinden, der trods Marvs fæle, furede ydre tager ham i sin favn den første aften på 'Sin City's indledende sider, duftende af frisk sved og Marvs måbende salighed. Da han vågner, er Goldie død, han drager gennem ild, vand og skærsild på en nådesløs jagt efter morderen, og snart breder en stank af voldsom død, moralsk fordærv og umenneskeligt vanvid sig over 'Sin City's sider. En ultravoldelig comic noir er sat i gear på kogende asfalt, og koblingen trædes aldrig ud. Få øjet til at dvæle Frank Miller er en komplet tegneserieskaber: Han både tegner og skriver brillant og har også skrevet til kunstformens allerbedste illustratorer. Han er en stor forfører, der suger sine læsere ind i sine tegneserier. »En stor del af mit arbejde handler om at forsinke dig«, fortæller han. »Det er i virkeligheden en stor del af at skabe en tegneserie. At finde måder at charmere eller more på, som får øjet til at dvæle. For i modsætning til film, så har jeg ingen kontrol over dit øje. Teknisk set kunne du læse mit arbejde på sekunder, men jeg vil have, at du er minutter om det«. Forstyrret cyborgagent 'Sin City' skulle have fyldt 48 sider, men, ja, Marv fik altså godt fat i Miller, og det endte med næsten 200 sider udgivet i episoder i Dark Horse Presents. Og nu ude i samlet udgave på dansk. På høje tid. For der er sider i 'Sin City', man aldrig glemmer, ja, for den sags skyld i resten af Millers tegneserieforfatterværk: Marv, der i glødende had skyder mod Sankt Patrick-statuen i et regnvejr, der kunne snitte almindelige eksistenser i strimler. Daredevil, der har lagt den døde psykopatriot og lejesoldat Nuke på reporteren Ben Urichs skrivebord i 'Daredevil Born Again'. Den forstyrrede cyborgagent og antihelt Garrett, der er blevet reduceret til en spruttende stålbrystkasse og et livløst hoved af den Dan Quayle-lignende præsidentkandidats håndlanger i 'Elektra: Assassin'. En aldrende Batman med en korrupt general svøbt i Stars & Stripes i sine arme død for egen hånd i 'The Dark Knight Returns'. Ikke for sarte sjæle Nej, Frank Miller er ikke for sarte sjæle. Men er virkeligheden det? »Det var i 1985, at jeg begyndte arbejdet på den, og jeg tænkte: Hvilken verden ville være skræmmende nok for Batman? Og jeg så ud ad vinduet«. Således fortæller Miller om de indledende knæbøjninger til den gotiske dystopi og hovedværket 'The Dark Knight Returns' fra 1986, der omdefinerede Batman-mytologien definitivt i traumepsykologisk og samfundssortsynet belysning og med en afgørende dyster indfarvning af Tim Burtons to Batman-filmatiseringers grundtone til følge. Frank Miller elskede selvfølgelig Batman fra barnsben. »Hvad jeg søgte (med 'The Dark Knight Returns', red.), var den følelse, jeg havde, da jeg var seks år gammel og første gang så en Batman-tegneserie. Det minde er langt mere levende end det meste af mit virkelige liv som barn«. »Jeg husker, hvordan jeg åbnede denne Batman-tegneserie og bare grundlæggende faldt ind i den. Jeg kan ikke fortælle dig, hvilken det var. Jeg kan bare huske den måde, byen var tegnet på, og det faktum, at det, at den her fyr var klædt som en flagermus, tog vejret fra mig«. Gik i søndagsskole Han blev født i 1957 i Olmie, Maryland, USA. Faderen katolik, moderen kvæker. Han voksede op i Montpelier, Vermont, hvor han slap for katolsk skole- og kirkegang, men ikke søndagsskole. Han fortærede tegneserier, mens hans førte et utilpasset liv med et større behov for fantasi end gennemsnitsknøsene. Ja, som teenager forsøgte han at droppe tegneserielæsningen for at opnå en stærkere kontakt med virkeligheden. Karrieren startede ikke just strygende. I New York City havde han ikke noget sted at bo og fik ikke altid mad sådan på daglig basis. Men han fandt alligevel overskud til at rende mesteren Neal Adams på dørene. »Han viste mig, hvordan man komponerede en side, og opfordrede mig generelt til at give op og tage hjem. Men jeg blev ved at komme tilbage, indtil jeg var i stand til at skaffe mig arbejde«. Skruet op for volden Som så mange tegnere før prøvede Miller i 1977 først kræfter med superhelteseriehæfterne, i hans tilfælde Marvel Comics og blandt andet 'Peter Parker The Spectacular Spider-Man', som i netop disse hæfter havde besøg af Daredevil, der skulle blive Frank Millers 'claim to fame'. Da han overtog tegner- og siden forfatterposten på 'Daredevil'-serien, havde han på opfordring fra Neal Adams lavet grundig skitseresearch på New York, og ud af det voksede et klaustrofobisk bybillede som bagtæppe for en film noir-serie om den moralsk splittede, blinde hovedperson. Om dagen advokaten Matt Murdoch, om natten selvtægtsmanden Daredevil med supersanser. Der blev tændt op under det psykologiske og religiøse konfliktstof og skruet op for volden, og Millers trade mark-inspirationer fra asiatisk kampsport blev introduceret, især da Daredevils store fjende og kærlighed, Elektra, trådte ind i serien. Da Miller i 1982 slap serien, var han på vej mod stjernehimlen, og en hensygnende B-superhelt var rykket op i første division. En revolution Det kan lyde banalt, men Miller og periodens anden store forfatter, Alan Moore, og deres evne til at skabe problematiserende, ofte begsorte miljøskildringer og en sammenhængende og troværdig psykologi i deres hovedpersoner, var dengang en revolution i amerikansk superheltetegneserie (en revolution, man gerne ville genopleve i disse dage). Og Millers indre monologkunst fuld af knivskarpe impressionistiske sansninger og kontant og alligevel ofte lyrisk formulerede sjælekonflikter nåede her i midt-1980'erne sit foreløbige klimaks med de korte, afsluttede serier 'Elektra: Assassin', 'Daredevil Born Again', 'Batman: Year One' og også 'The Dark Knight Returns', hvor selvtægtsmanden Batman gør comeback som superhelt ude i en endnu mere kriminel og medieinficeret fremtid - som så mange af Millers helte en nyromantisk ener, en ridder, der kæmper for små sprøjt af mening i en kaotisk postmodernitet. Og han brugte også flere af seriens personer som politiske metaforer og leverede derigennem også en bidsk kommentar til seriens Reagan-samtid. Kamp mod censur 'The Dark Knight Returns' sendte vitale chokbølger gennem industrien, og et klædeligt tusmørke sænkede sig over amerikansk superheltetegneserie; en udforskning af både dybere psykologi, religiøse kvaler og samfundspolitiske problemstillinger blev pludselig tilladt midt i mainstream. Superhelteserien blev ganske enkelt voksen med Frank Miller (og med Alan Moore). Og på denne tid indledte Miller også for alvor sin stadige og indtil videre ganske vellykkede kamp mod censur og giganterne Marvel og DC Comics' selvcensur, ikke mindst da hans hentydninger til S/M-sex i 'Batman: Year One' faldt hans DC-redaktører for brystet. Fra grov til ultra Omkring 1990 skete der et skift i Millers udtryk. Han begyndte at skabe serier på især det alternative forlag Dark Horse, hvor han ejer sine figurer selv og ikke skal have tilladelse til at pille ved deres mytologier, som med aldrende superhelte som Daredevil og Batman. Men en desillusion viste også tænder, og voldsbarometeret bevægede sig fra grov til ultra og udkrystalliseredes især i 'Hardboiled', en begavet splatter-fortolkning af Philip K. Dicks 'Do Androids Dream of Electric Sheep?', og i 'Sin City'. Eneren redder på ingen måde samfundet, allerhøjst sin nærmeste omgangskreds i Sin City, eller udligner måske blot en primitiv voldsmoralsk målscore. I 2002 fik 'Dark Knight Returns' en skuffende opfølger med den kulørte og overgearede 'Dark Knight Strikes Back', som er symptomatisk for store dele af Miller den ældres tekstproduktion. Effektjaget og repetitionen har bidt sig lige lovlig godt fast, især efter at han har fortabt sig i for mange nye 'Sin City'-opfølgere. Humoristisk og voldelig standard Den lavere tekstkvalitet er altså også på sæt og vis Marvs skyld, og med 'Sin City'-besættelsen dypper Miller for hyppigt pennen i djævelens kulsorte blækhus og iblander for sjældent 1980'ernes glimt af håb og potentiale for forandring. I 'Sin City' befinder vi os på bunden, og det eneste, man kan her, er at overleve. Men med den første 'Sin City' satte Frank Miller uomgængeligt en ny grafisk, sort humoristisk og voldelig standard i amerikansk tegneserie som kunstform, og det jernsikre fortælletempo og hårdkogte sprog med mindelser om både Chandler og Hammett er ganske enkelt berusende. Den danske oversættelse er ikke altid lige smidig, men der er al mulig grund til at hilse et tegneseriehovedværk velkommen til vore breddegrader lykkelig fjernt fra 'Sin City's skoldhede degeneration.