»Hvem er du?«. Åbningssætningen i Roy Jacobsens store roman om vikingetiden er en fars ord til sin nyfødte søn Gæst, der bliver født i 993 i Island. Det er også den norske forfatters gennemgående spørgsmål til sin hovedperson - et sammensat menneske, usædvanlig lille af vækst, men kvik i hovedet. Gæst har klæbehjerne og kan fremsige lange kvad. Han er en gudbenådet bueskytte, billedskærer og håndværker. Han kan gennemskue mennesker og lægge planer. Hævnens psykologi Han får god brug for både sine praktiske og intellektuelle evner, efter at han som 13-årig dræber sin fars morder, den mægtige Viga-Styr. Fra da af kan Gæst ikke opholde sig i Island, og han hjælpes til Norge under en anden identitet. Her flakker han om og opholder sig de steder, der kan give ham beskyttelse, indtil hans identitet bliver opsporet, og han må videre. Det er blodhævnen, der forfølger ham, og det er hævnens psykologi, der udfolder sig i og omkring den lille Gæst med den »oprivende og uberegnelige natur« - sådan karakteriseres han af en forskræmt præst, der som alle andre grubler over, hvem han egentlig er. Roy Jacobsen var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2004 for romanen. Nu får vi den i en stilsikker oversættelse af Camilla Christensen. »Hvem er jeg?« Inderst inde inkarnerer Gæst splittelsen mellem hedenskabets gamle orden og den nye kristendom. Da han på sin vej gennem Norge møder tre børn, hvis forældre lige er dræbt, og hvis gård er brændt ned, hjælper han dem med at genopbygge tilværelsen - og senere hævne deres far på det grusomste. »Hvis du ikke får hævn, bliver du aldrig en mand«, siger han til den ældste dreng. Langt senere skrifter han for munken Wulfstan om den død og ødelæggelse, der følger i hans kølvand: »Det var mysteriet, at hævnen både er retfærdig og en ødelæggende pest«. Det er den frost, han har i sjælen og helt konkret i skulderen i form af et ulægeligt sår, som Viga-Styrs søn har givet ham - hævnens mærke, en spore for ham og alle andre, og det mønster, den fremmedartede kristendom skal nedbryde for at give disse mennesker en ny identitet. Den kristendom, som stormændene er ved at hælde deres hoved til, for det er her, magten ligger, som det fremgår af de komplicerede politiske spil, Gæst får rede på som læsekyndig rådgiver for den norske leder Erik Jarl. Den lærenemme Gæst, der har lært sig latin, tager modstræbende et Augustin-citat til sig: »Jeg kan ikke engang selv begribe alt det, jeg er«. Romanens åbning, »Hvem er du?«, bliver efterhånden også til »Hvem er jeg?«. Maskulint værk Gæst tilhører som romanfigur sin historiske tid, men er samtidig moderne i sin begyndende selvgranskning. Det er romanens store præstation at kunne skræve over disse to positioner på en overbevisende måde. Den ene grund hertil er, at Gæst lever i en overgangstid. Den anden er, at Roy Jacobsen er en fremragende fortæller, der får etableret en helt unik tone og fortællerstemme. Den er hverken sagaagtig arkaiserende eller moderne psykologiserende, men stærk og poetisk, konkret i sin detaljerede registrering af handlinger, landskaber og livsvaner. Romanen har en gennemført dramatisk nerve, der holder de 500 sider igennem. Man suges fuldstændig ind i dette univers - aldrig havde jeg troet, jeg skulle læse så opslugt om, hvordan både bygges, buer spændes og mænd dræbes. Roy Jacobsen har researchet grundigt, men tyngden af stoffet mærkes ikke som så ofte i historiske romaner. Elegant fører han os igennem de politiske og religiøse intriger omkring kristendommens spæde gennembrud i Norden, med Gæst som Erik Jarls rådgiver og snart også deltager i hans og Knud den Stores felttog mod England 1016. Gæst er en biperson i de islandske sagaer. Nu har han fået sin egen saga. 'Frost' er samtidig et stort epos om en grundtype i litteraturen: manden på flugt. Det er et udpræget maskulint værk. Stilistisk er det helt forskelligt fra, men ikke desto mindre i substansen og ambitionen sammenligneligt med den dobbelte Bookerprisvinder Peter Careys roman 'Den sande historie om Kelly-banden', om den legendariske australske fredløse Ned Kelly. Med sin nordiske version af en litterær arketype placerer Roy Jacobsen sig i forreste felt i nordisk litteratur.