0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Husmandshavet

Niels Hav sigter efter poesiens rene grundstoffer, men rammer snarere bundgarnspælene ved Vestkysten.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Alt i universet består angiveligt af omtrent 92 grundstoffer, dvs. stoffer som kun indeholder én slags atomer. Grundstoffer er de irreduktible, ublandede byggestene, som alt er fabrikeret af.

Når man derfor ned til grundstofferne, er der - nu i overført forstand - på samme tid tale om, at man når til bunds i noget, man kan ikke komme længere i; og om, at man er nået ind til kernen af noget, man er inde ved eksistensens øjensynlige essens.

Det er vist præmissen for digteren Niels Hav, der et sted lader glæde være et poetisk grundstof: »Glæde er sådan et skrøbeligt/grundstof, og fysisk lykke er ingen forbrydelse«.

Flodbølge af forlorenhed
Niels Havs femte digtsamling 'Grundstof' består af fem suiter, der på rad og række væver sig voksent omkring en række af livets grundstoffer (død, kærlighed, had), og nogle af de sammensatte moduler (politik f.eks.).

Det er nogle demonstrativt mandfolkeagtige digte, skrevet ud fra en (villet?) karsk husmands-position: at snakke på dialekt garanterer ægthed, rigsdansk er opstyltet og skalkeskjul for løgn og glathed; politikerne, de selvfede forfattere, indbildske og vigtige personer generelt - de får alle et rap over tuden af Hav.

Mod denne flodbølge af forlorenhed sætter Hav sin indre husmand: »Inden i mig er der en forblæst husmand«. Husmanden tror på Gud, han pisser mod vinden, han skønner på kærlighed (både den fysiske og den metafysiske), og han påskønner den varme, der kan ligge i et tilfældigt møde med en gammel bekendt, et kort sekund på gaden.

Enkelhed versus renhed
Husmanden er angiveligt ikke sentimental, han er vitterlig lidt småkarsk, og han er ikke Jordens mest dybsindige politiske filosof. Men han er god for sætninger som denne her: »Der er brug for nøgternhed«, og det er jo sandt. Faktisk er næsten alt, Hav lader sin digterstemme sige, uimodsigeligt sandt, bortset fra to digte, der gud ske lov modsiger hinanden frontalt.

Det ene siger, at al ondskab, brutalitet og arrogance med tiden forgår, men næsten salmeagtigt hedder det »Uovervindelig/er den fynd,/som hver morgen/løfter os alle« - på næste sider står der, muntert: »Vi forsvinder./De forsvinder./Jeg forsvinder./Du forsvinder./Det hele forsvinder./Hurra!«. Sådan er der en enkelt selvmodsigende bølge i Havs husmandshav, og guds fred være med den.

Der er også enkelte gode linjer i Havs digtsamling, og man kan ikke lade være med at fatte sympati for digterstemmens diverse ærinder, og spark i øst og vest, og dens insisteren på at undgå resignation såvel som kynisme, men det kan ikke skjule, at der ikke er tale om de reneste poetiske grundstoffer her. Enkelhed er ikke altid det samme som pur renhed. Der er mere (også triviel) bundgarn og stiv kuling end Barium og Polonium over Havs digte.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce