0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Månesolen

Patetisk? Saftig? I hvert fald kosmisk - og kryptisk! Suzanne Brøgger og Barbara Wilson har skabt en 18 siders 'bog' af billeder og digte, der besynger tiden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En månesol er det, der inden for retorikken med et vidunderligt ord hedder et oxymoron, dvs. en selvmodsigende ordkombination - hed is, kridhvidt mørke, kærligt had er alle en art oxymoroner.

I Suzanne Brøgger og Barbara Wilsons nye fælles værk, 'Timebog', er der i flere henseender tale om at iscenesætte oxymoronets gådefulde figur.

Månesolens fire faser
For det første er 'Timebog' en blanding af Wilsons tegninger og Brøggers ord, altså to medier, der strengt taget arbejder med vidt forskellige virkemidler: ordets abstrakte betydning over for billedets sanselige konkretion.

For det andet former bogens 16 stive papark (lagt i kassette) sig som en gennemskrivning og -tegning af den mystiske månesols vistnok fire faser, helt præcis dens bevægelser fra år 4418 f.Kr. kl. 10.30 til år 2604 kl. 8.30, altså et kosmisk stræk på små 7.000 år.

Men vi hører intet om, hvad månesolen er for en størrelse, og hvorfor dens særegne faser nu skal optegnes og overskrives.

Kraft og patos
Wilsons tegninger kobler en god del medier og teknikker, er halvt découpager, vi får brudstykker af fotografier, tegninger, akvarelmaling samt olie/akryl (så vidt jeg kan se), kombineret med trykte ord og håndskrevne ditto. Måske er det Wilsons egne, måske Brøggers, der bare kravler ind på Wilsons område? Resultatet er under alle omstændigheder en livlig mosaik af virkemidler, et ofte højdramatisk miks af teknikker og greb med stor, grafisk effekt.

Wilsons tydelige blandingsvilje suppleres af Brøggers ikke mindre ladede ord, der konsekvent optræder i typografiske skift i opsætning og format. Vi har at gøre med en slags komprimerede prosadigte, der insisterende frit bevæger sig fra optegnelsen af kosmiske bevægelser, hen over symbolske former (f.eks. sneglehuses kranietrapper), og så frapperende, kropslig-sensuelle billeder.

Brøgger bruger helt gennemgående allitteration, dvs. den gentagne brug af en bestemt lyd, f.eks. i form af en repetition af konsonanter som begyndelsesbogstav i ord: »frihed flygter«, »farlige favntag«, »Luandas lilla læber lokker«, »genfærd grædende med grønne grene«. Resultatet er mange steder en smældende, halvt hymnisk form, der med stor kraft og patos hamrer sine ord ud i sølvstrimler.

Overlapning
Oxymoronets hårdkogte selvmodsigelse blødes på den led op af, at Wilson inkluderer ord i sine billeder, mens Brøggers ord tager form af typografiske tegn, oven i købet med fragmenter af Wilsons billeder diskret indlagt underneden.

Alle ark er omtrent delt op i de øverste to tredjedele reserveret til Wilson og den nederste, skifergrå tredjedel til Brøgger - men dette bastante grafiske snit (der mimer oxymoronet) underløbes diskret af den måde, hvorpå de to medier siver ind over hinanden undervejs.

Betegnende er det, at der i linjen mellem de to flader hver gang er indlagt et lille kvadrat, der gengiver månesolens tvillingebillede: en cirkulær sort skive, der omtrent lægger sig ind over en bagvedliggende hvid skive. Det indlagte kvadrat med månesolen er det tegn, der på samme tid adskiller og sammenbinder de to områder af arkets flade, det tegn, der på én gang formidler og afbryder et stofskifte mellem billederne og ordene.

Heftigt og saftigt
Hvad er det nu alt sammen for noget? Et kryptisk og - pardon! - vistnok meget kvindeligt univers, en mystisk-kosmisk billedfrise akkompagneret af ordguirlander, der tilsammen og med hinanden besynger universets samklang med kroppenes fysiske skæbne. En timebog var også det, Rainer Maria Rilke engang skrev, og uden nogen sammenligning i øvrigt er der tale om en vilje til at lade bogen tælle og optegne vores timer og minutter hen over umulige, enorme tidsspand.

Bogen er også interessant ved at være lavet som adskilte ark, nærmest store billedkort, for det betyder, at den kosmiske kontinuitet, timebogen besynger, helt konkret er afbrudt, er opdelt i disse faste og fine kort, der kan blandes og omrokeres, men under ingen omstændigheder er bundet sammen i hæftningens stive form.

Måske er jeg bare en bornert lille mandsling, men jeg synes, den symbolsk-kosmiske tyngde nogen steder bliver vel patetisk. På den anden side er der vitterlig tale om et heftigt, saftigt billeddigt, en svingende timebog med mange stærke enkeltglimt. Et oxymoron, og samtidig en sabotage af oxymoronet, altså en rigtig timebog (for tiden lader sig jo ikke indfange i en fast form).

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.