Mange forfattere af fortællende prosa er enige om, at man skal være varsom med at bruge af 'hovedstolen', den kapital af historier, man har i kraft af sit eget og sin slægts liv. Den ungarske forfatter Péter Esterházy har vovet det nu - og hans hovedstol har næppe nogen forfatter i verden magen til. Han tilhører den berømte adelsslægt Esterházy, nærmere bestemt den grevelige linje af den, og hans familiehistorie er i mangt og meget identisk med centraleuropæisk historie og kulturhistorie, fordi slægten har leveret hærførere, ministre, kardinaler, bygherrer og mæcener i dusinvis gennem århundrederne. Dekonstruktion af familien Kæmperomanen 'Harmonia Cælestis' er nu absolut ikke nogen slægtsroman i almindelig forstand. I Danmark ville en lignende roman kun kunne skrives, hvis Per Højholt var medlem af kongehuset - og villig til at skrive om det. I den første af romanens to dele fortælles der i 371 nummererede 'satser' forskellige anekdoter, skrøner og åbenlyse forfatterpåhit om slægten, i en vis indre orden, men kronologisk hulter til bulter, og alle de portrætterede slægtninge kaldes 'min fader', uanset om vi er i det trettende eller det tyvende århundrede. Resultatet er en enorm, sprogligt sprudlende og undertiden meget morsom dekonstruktion af familiehistoriebegrebet i almindelighed og familien Esterházys historie i særdeleshed. Først derefter er læseren parat til at tage fat på den mere regulært fortalte historie om Péter Esterházys egen opvækst og hans forældres og bedsteforældres liv i anden del. Harmoni for moderne ører Her rykker den konkrete historie tæt på personerne. Både under den kortvarige rådsrevolution i Ungarn efter Første Verdenskrig og under den lange kommunistiske periode efter Anden Verdenskrig stod de højadelige Esterházyer for skud som folkefjender og udbyttere, og forfatteren oplevede selv at blive tvangsforflyttet med sine forældre fra Budapest til et meget lidt herskabeligt logi og hårdt manuelt arbejde på landet. Billedet af faderen (altså den virkelige far), der nærmest går til i historieløshed og alkohol, men dog har sine stolte sider, blev paradoksalt nok dekonstrueret for forfatteren selv, da det kom frem, lige før 'Harmonia Cælestis' blev afsluttet, at faderen havde været meddeler for det hemmelige politi i en lang årrække. Historien er lunefuld! Romanen er ikke noget historisk kildeskrift, men en skønlitterær bedrift. Titlen, 'den himmelske harmoni', er taget fra en samling religiøse sange, som en forfader udgav i 1711, og den er bevidst ironisk valgt, fordi romanen egentlig består af lutter dissonanser. Og dog er der en slags kontrapunktisk balance i den, en harmoni for moderne ører. Dens rigdom på gnistrende detaljer og metalitterære hentydninger vil kunne holde et helt institut af litteraturforskere beskæftiget i flere år, så i grunden er det formasteligt at skrive noget som helst om den efter en forceret anmelderlæsning, men det må den ærede læser finde sig i. Oversætter-flue i suppen Péter Esterházys danske oversætter, Peter Eszterhás (de er ikke i familie!), har været ude i alle hjørner af det danske sprog, fra »kvælddæmring« til »pikansjos« og til nyskabte ord som den frygtindgydende sygdomsbetegnelse »grueligsot«, og mange steder i oversættelsen fornemmer man elegante ekkoer af en syntaks, der kan en masse andet end den danske, og dog er det dansk. Imponerende. Eneste flue i suppen er de lejlighedsvise unøjagtigheder som »hovedsteder« for hovedstæder, »pilekorpsfolk« for pilekorsfolk (ungarske fascister) og vaklen i entals- og flertalsverber i passagerne på arkaiserende dansk. Jeg nævner det kun, fordi jeg selv ved, hvor vigtigt det er med omfattende redaktørstøtte til sådan et næsten umenneskeligt oversætterprojekt, og fordi bogen i øvrigt er af så høj kvalitet: formidabelt skrevet og oversat, smukt typograferet og trykt på godt papir.