I 2001 fik australsk-tyske Rachel Seiffert (født 1971) en drømme-debut med 'Mørkekammeret', tre forskellige tyske historier fra krigen, fortalt med psykologisk mod og indsigt i et lavmælt, fint sprog. Den blev fint modtaget både i Danmark og England, hvor den først udkom, og blev 'shortlisted' til Booker-prisen. Tonedøv oversættelse På den baggrund er Seifferts anden bog, novellesamlingen med den danske titel 'Sent forår', lidt skuffende. Måske fordi den er lidt ufrit oversat? I hvert fald læses den stedvis ret møjsommeligt, og det er synd, for Seifferts emner er sarte og fortjener stor sproglig musikalitet. Der er nemlig ikke så meget handling: I åbningsnovellen, der har givet den engelske udgave navn, 'Feltarbejde', bliver en ung tysk biolog betaget af en ung polsk kvinde og hendes søn, men får - efter en resultatløs seksuel tilnærmelse - ikke fortalt dem, at flodens vand ikke er så forurenet, som han først har advaret dem om, og har således ødelagt en af deres få glæder, badningen i floden. Øst og vest Den polske kvinde dukker op igen i den sidste og længste novelle, 'Næstbedst', hvor hun som daglejer plukker asparges i Tyskland, hvortil sønnens far er flyttet, uden siden at lade høre fra sig. Den historie fænger og kunne fortjene roman-længde. Hvor Seiffert i 'Mørkekammeret' gik tæt på nazi- og krigstraumet, er det i 'Sent forår' genforeningen og forholdet til Østeuropa, der synes at optage hende mest. I den originale 'Dimitroff' har en ung amerikansk kvinde fået en forbenet østtysk kommunist til svigerfar, og i et velment forsøg på at forstå ham - noget hans egen søn nægter - tager hun ham under et Europa-besøg med til det tidligere Østberlin. I den mærkelige og nærmest eventyragtige 'Sent forår' (der har givet samlingen sin danske titel) beskrives en gammel halvvild biavlers sidste tid, optaget af at pleje en forkommen, fremmed dreng, som ingen savner. Forældrerollen Anden Verdenskrig har ikke helt sluppet sit tag i Seiffert. 'Francis John Jones, 1924-', der er formet som en ph.d.-studerendes interview med en halvhjertet engelsk desertørs autentiske beretning fra Italien i 1944, er dog ikke helt vellykket, trods sit gennemførte portræt af en udslukt, lidenskabsløs og uudgrundelig mand. Lidt for uudgrundelig til at gribe læseren, måske? Det er fristende at spekulere på, om Seiffert selv er blevet mor - måske til en lille dreng? For forholdet mellem forældre og børn er et fremtrædende tema i 'Sent forår', herunder en klassisk beskrivelse af en mor, der i krigsfare flygter med sine børn over en flod; en knugende novelle om en trængt enlig mor med en lille forsømt pige; et intenst, stille drama om en lille drengs mærkelige angst for en bestemt gade, der er ved at ødelægge forældrenes liv, inden den mirakuløst forsvinder; og en fin miniature om en lille drengs første møde med døden i skikkelse af en sælunge på stranden. 'Sent forår' har mange fine anslag og er også på dansk en god bog - og nydeligt udgivet. Men den mangler originalens sproglige musik.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























