Det kan ikke afvises, at der kan komme et fuldgodt eventyr ud af den metode, som Gorm Henrik Rasmussen bruger. Men det bliver svært. For han bruger nemlig en form for indforstået, ironisk nonsens, hvor han i stedet burde skære ind til benet, være stringent, kortfattet eller i det mindste ærbødig. Derfor er 'Peter Pegefinger og den skønne Abelone' ikke så god, som den kunne være blevet med lidt mere alvor i sigtekornet og salt i saltbøssen. Kortprosaeventyr er i harmoni med tiden. Louis Jensen skriver de allerkorteste i sine hundredvis af historier. Men skal man drage en sammenligning, der passer på Gorm Henrik Rasmussen, må det være Henrik Hohle Hansen, der også poder nye grene på det gamle eventyrtræ. Hans historier er ren, ukompliceret eventyrhaiku. Ikke popsmarte stiløvelser. Så er det sagt. Moderne eventyr Samlingens bedste bud på et moderne eventyr genfortæller det klassiske Klods Hans scenarium. Det er også det eneste af de ti eventyr, der begynder således: 'Der var engang'. Der var nemlig engang en dreng, som blev kaldt Peter Pegefinger, og det blev han, fordi han var så god til at finde fejl hos andre. Da Peter stedes for den giftelystne prinsesse, lykkes det ham med en desperat indskydelse i sidste sekund at finde Abelones svage punkt. Før ham er hundredvis af bejlere rullet ned fra den store bakke indhyllet i tjære og fjer. Hér er en venlig leg med en velkendt skabelon. Det kan også indledningsvis gå an med 'Fanden og hans oldemor', der sidder og tæsker i kortene og ryger store cigarer. Så bliver de uvenner og generer hinanden i tusind år, lige indtil oldemor - der naturligvis vinder til sidst - spiser snus og drikker whisky og grundlægger Fandens Oldemors Loppecirkus. Snus og whisky er ok - men et loppecirkus! Gorm Henrik Rasmussens kølige knækeventyr lugter for meget af studentereksamen. Pia Thaulov har tegnet dertil, så godt hun kan.