For snart tyve år siden lancerede den norske forfatter Frederik Skagen et af de mest originale tiltag i nordisk, ja lad os bare skrive europæisk krimilitteratur. Nemlig den mutte bogtrykker Morten Martens fra Trondheim, som bag sit lidt anonyme antræk skulle udvikle sig til en af de største falskmøntnere i nyere tid. Det kom til den ene spændende roman efter den anden, hvor Martens gang på gang undslap sine forfølgere og sin fortid og såmænd med sine oplagte talenter for svig og svindel under andet navn blev ansat af selveste det engelske efterretningsvæsen, MI5. Undervejs blev Martens mere og mere menneskelig og charmerende, ikke mindst da det viste sig, at han havde efterladt en kær datter hjemme i Norge, den lyshårede og kunstinteresserede Anita, som i dagligdagen frister en skæbne som bankassistent. Falkejagt i Italien Her i 'Fri som fuglen' er hun taget til Torino for at overvære det norske fodboldhold Rosenborg spille mod Juventus, en kamp som nordmændene taber, mens Anita forsvinder. Morten arriverer for at finde sin elskede datter, og minsandten om ikke også to af Skagens andre og nyere seriefigurer, Schrøder og Damgård, også ankommer til romanens plot. Journalisten William Schrøder er i Norditalien på sporet efter norske jagtfalke, som skumle personager hugger fra fjeldet og sælger til velhavende og fashionable falkonerer. Martens støder ind i Schrøder, og sammen leder de efter Anita, de forsvundne falke plus et sidetema om nogle forsvundne og fatale diamanter. Jagten går behageligt slentrende igennem det smukke Norditalien. Fra Torino til Firenze, Ravenna og Venedig, og vi får set og spist meget undervejs af det dejlige Italien, som altid har fortryllet nordiske puritanere med sol, sværmeri, sydlandsk sorgløshed og katolsk letsind. En drink på Hemingways bar Det lyder lidt, som hvis Agatha Christie lader Hercule Poirot optræde i samme roman som Miss Marple. Skagen har tydeligvis nydt at sætte sine romanpersoner stævne over et glas hvidvin på en terrasse med udsigt over Arnofloden og Venedigs labyrintiske kanaler. Og meget godt kan man sige om 'Fri som fuglen', blot ikke, at den er særlig spændende. Jovist kan Skagen skrive finurligt elegant i et sprog spækket med lune indsigter og ironiske vendinger, muntert og ligetil. Men vi er mere på en causerende turistrejse end på ruten ind i en raffineret thriller. Læseren får sågar en drink på Hemingways og Harrys bar, mens Skagen maler sine smukke billeder af landet, kun et fæhoved ikke elsker. I hvert fald udadtil og med italienske brokker til værtshusbehov og Berlusconi sat ind i glemmebogen. Alle trænger til ferie, og vi bliver jo ikke yngre, hverken Morten eller Anita eller de to andre hyggedrenge fra Trondheim. Ej heller denne anmelder, som ikke kunne skjule et par gammelmandsgab undervejs med de frie fugle fra nord til syd og tilbage igen.