Historien om firetoget er fortalt myriader af gange. Marlene kommer ind fra Silkeborg. Hun skal blot arbejde en sommer i Tivoli. Bagefter skal hun studere psykologi i Århus. Men så nemt går det ikke i Vibeke Bruun Arildsens debut om 'Marlene og kærligheden'. Når man tænker på, hvor vildt der fortælles i danske billedbøger, er det egentlig sært, at det, der skrives for unge, er så uvildt. Denne bog er ingen undtagelse. Marlene er et sympatisk bekendtskab, og hun kommer hurtigt ud af firetogets skygge. Men historien vandrer ad nedtrådte stier. Der er ingen overraskelser, ingen sproglig fornyelse og ingen rigtig hjertebanken. Så da Michael til slut leder efter Marlene over hele byen, er der ingen tvivl om, at de vil mødes i en telefonboks på Hovedbanegården. Kærligheden sejrer, det er bogens optimistiske (og traditionelle) budskab. Hjerters samhørighed Marlene kunne ellers godt bruge noget baggrundspsykologi i sit forhold til Michael. Han er ved at blive spist af den store by. Det viser sig, at de legede sammen som børn hjemme i Silkeborg. Nu leger de videre og genfinder fantasien og de følelser, som bandt dem sammen engang. Michael bliver så forskrækket, at han skynder sig væk igen. Men er neon, cafésnak og overflade at foretrække frem for kærligheden? Vibeke Bruun Arildsen fortæller levende og målrettet om disse begyndervanskeligheder. Hun er en kender af stenbroen og de små, listige steder. Der følger ingen løftede pegefingre med. Heller ikke da Marlene og Michael får det dårligt på ecstasy. For bogens ærinde er fra starten at fortælle om hjerters samhørighed. Det er rart, og det er forudsigeligt. Ind i historien er lagt små billeder fra fortiden. De er begge to brændte børn. Michael er mest. 'Marlene og kærligheden' signalerer pigebog. Det er jo også pigerne, der læser. Hvis nu forfatterne skiftede firetoget ud med natbussen, ville drengene måske stige på.